Verden kan meget vel være på vej mod en global ressourcekrise med et stigende befolkningstal, der betyder, at verden har brug for flere og bedre fødevarer. En stigende fødevareproduktion lægger større pres på verdens miljø og klima og på de knappe ressourcer. Det skriver Seges i en pressemeddelelse.

Udviklingen betyder, at der i stigende grad bliver efterspørgsel efter løsninger på en mere ressourceeffektiv og grøn fødevareproduktion. Det er en af kongstankerne bag den danske fødevareklynge i Skejby, hvor omkring 80 virksomheder tegner en klar profil inden for fødevareinnovation og med umiddelbart naboskab til et af landets nye supersygehuse i Skejby, kan hele værdikæden fra spire over næringsindhold til opvask granskes nøje af forskere og industri i tæt samarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Aarhus Universitet har en unik position i Danmark, når det kommer til at følge hele værdikæden i fødevareproduktionen med vores solide kartotek over ældre plantesorter, og dybe forståelse for at skabe innovative løsninger med partnere. Når vi flytter ind i de nye bygninger med 140 medarbejdere og studerende, vil det give en helt fantastisk infrastruktur for dansk forsknings evne til at skabe nære og frugtbare samarbejder med sundhedsvæsen og industri, siger institutleder Michelle Williams, Institut for Fødevarer;

- Instituttet bliver en del af økosystemet i Agro Food Park, og vil kunne bidrage med relevante eksperimenter til en bred palet af problemstillinger i hele værdikæden for dansk fødevareindustri. Det vil være få steder i Europa, der kan skabe den samme synergi mellem faglighed og industri.

Kaffe som katalysator

GartneriRådgivningen, der tilbyder gartnere og frugtavlere rådgivning, har en afdeling i Agro Food Park. De er en af de virksomheder, som oplever fordelene ved at netværke med andre firmaer og medarbejdere i fødevareklyngen.

- Vi nyder godt af, at vi har en masse forskellige kompetencer tæt på, særligt i forhold til det tværfaglige samarbejde, siger rådgivningsleder Thomas Skovgaard Lund. Han og kollegerne har blandt andet har fået hjælp og sparring i forhold til juridiske, kommunikationsfaglige og erhvervspolitiske problemstillinger af andre virksomheder, som de deler kontorfaciliteter og kantine med.

GartneriRådgivningen har allerede et godt samarbejde med Institut for Fødevarer, og Thomas Skovgaard Lund ser frem til, at instituttets nye byggeri kommer til at ligge ovre på den anden side af vejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ser frem til flere uformelle møder over kaffen, hvor vi nemmere kan få øje på, hvad hinanden går og arbejder med, og vi kan inspirere hinanden. Vi skal være gode til at være nysgerrige på hinanden og se fordelene af forskellige synergier, siger Thomas Skovgaard Lund, som også håber på samarbejde i forhold til forskningsforsøg i de nye væksthuse.

Anne-Marie Hansen, direktør i Agro Food Park, glæder sig også over at Aarhus Universitet nu bliver en del af Agro Food Park.

- Det betyder en endnu kortere vej mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner og kan være med til at sikre, at der bliver uddannet unge med netop de kvalifikationer som der er brug for ude i virksomhederne, siger Anne-Marie Hansen.

Allerede nu samarbejder virksomhederne i Agro Food Park med uddannelsesinstitutionerne. En ny beboerundersøgelse viser, at 65 procent af virksomhederne i Agro Food Park i løbet af 2017 har samarbejdet med en eller flere forsknings- eller uddannelsesinstitutioner. Anne-Marie Hansen håber, at det tal bliver endnu højere når de studerende fysisk rykker tættere på.

- Det bliver nemmere for både de studerende og virksomhederne at få øje på hinandens kompetencer og hvor der kan være vidensudveksling. Det kan for eksempel være studerende der indgår i projekter sammen med en virksomhed om udvikling af et bestemt produkt eller en idé. På den måde bliver de studerende klogere på, hvad erhvervslivet efterspørger og virksomhederne bliver klogere på, hvad studerende inden for et bestemt fagområde har af faglige kompetencer, siger Anne-Marie Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Første spadestik til det nye byggeri bliver taget tirsdag den. 20 marts fra klokken 11 til 13.