NaturErhvervstyrelsen har i dag besluttet at forlænge fristen for at søge støtte efter ordningen for modernisering af kvægstalde til den 7. juni.

Det bekræfter fuldmægtig Peter Fredslund Jensen i en mail til chefrådgiver Flemming Hedegaard, Byggeri & Teknik I/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er urimeligt, at man holder udsættelsen hemmelig.

Flemming Hedegaard, chefrådgiver

Men selv om den oprindelige ansøgningsfrist er allerede i morgen, tirsdag den 24. maj, har styrelsen valgt først at melde udsættelsen ud i morgen først på dagen.

Har ikke tid

Den manglende officielle meddelelse betyder ifølge Flemming Hedegaard, at mange ansøgere og konsulenter sandsynligvis kommer til at arbejde unødigt i aften og i nat for at blive færdige med ansøgningerne, inden den oprindelige frist udløber.

Han mener, at det er helt urimeligt, at styrelsen ikke straks melder beslutningen ud, når man er så tæt på deadline for ansøgningerne.

- Jeg har sidst på eftermiddagen fået oplyst, at de ikke havde tid til at offentliggøre beslutningen før i morgen, men at beslutningen er sendt videre til styrelsens kommunikationsafdeling, fortæller Flemming Hedegaard med frustration i stemmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ikke første gang, han oplever rod i NaturErhvervstyrelsens håndtering af støtteordninger.

Problem i Tast-selv

Denne gang er baggrunden for problemerne en fejl i et regneark, som betyder, at man ikke kan være sikker på, at en ansøgning er i orden, når den indtastes i Tast-selv-systemet.

- Men det er urimeligt, at man holder udsættelsen hemmelig, til man får tid til at sende en meddelelse ud fra styrelsens kommunikationsafdeling, siger Flemming Hedegaard.

Han tilføjer, at han ikke forstår, at styrelsen vil være bekendt ikke at give besked om sagen, før fristen stort set er udløbet.

I den mail-bekræftelse, han har modtaget om udsættelsen, tilføjer fuldmægtigen, at han beklager, at der ikke er kommet en faglig nyhed og driftsstatus ud omkring problemet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kommer der i morgen først på dagen, oplyser han.