En bedre bundlinje hos landmanden er baggrunden for det strategiske partnerskab mellem de to foreninger. Med samarbejdet får landmænd på Bornholm og Sjælland mulighed for at trække på den specialviden, som det samlede konsulentteam besidder.

Bornholms Landbrug og Gefion har gennem en længere tid samarbejdet på en række rådgivningsområder. Det samarbejde udvides nu.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der er ingen tvivl om, at vores kunder vil få stor glæde af det strategiske partnerskab, vi har indgået.

Thomas Bay Jensen, direktør i Bornholms Landbrug

- Der er ingen tvivl om, at vores kunder vil få stor glæde af det strategiske partnerskab, vi har indgået. Produktionsoptimering er kompleks og kræver specialviden, og de kompetencer styrker vi i det nye samarbejde. Det strategiske partnerskab er med andre ord en mulighed for gennem vores rådgivning at skabe et bedre økonomisk resultat hos kunderne, siger Thomas Bay Jensen, der er direktør i Bornholms Landbrug.

Aftalen mellem Bornholms Landbrug og Gefion omfatter følgende rådgivningsområder: kvæg, svin, planter, økologi, maskiner, miljø, energi, byggeri og fødevarer. Desuden omfatter samarbejdet fælles mødeaktiviteter for medlemmer og kunder.

- Det strategiske partnerskab mellem vores rådgivningsenheder på Bornholm og Sjælland er en udvidelse af det gode samarbejde, vi har haft igennem en årrække omkring blandt andet kvægrådgivningen. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at vi sammen kan tilbyde vores kunder en stærk og konkurrencedygtig rådgivning, der skaber resultater i både marken og i stalden, fortæller Mads Birk Kristoffersen, adm. direktør i Gefion.

Det strategiske partnerskab omfatter også en række konkrete tiltag, som skal styrke de faglige miljøer og den specialviden, der er i Bornholms Landbrug og i Gefion. Derfor omfatter samarbejdet også kompetenceudvikling i medarbejderstaben.