Onsdag 29. juni dimitterede ikke færre end 56 nyuddannede produktionsledere fra Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, Vejlby. Årgangen er den største, skolen nogensinde har haft og er samtidig den største på landsplan, fortæller Jordbrugets UddannelsesCenter Århus i en pressemeddelelse.

De nyuddannede produktionsledere fik ved dimissionen ros af både undervisere, uddannelsesleder og pårørende fra landbrugssektoren for at have mod på at kaste sig ud i et erhverv, der for tiden er presset fra flere kanter.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Jeg er overbevist om, nej, jeg ved faktisk, at I nu vil gå ud og gøre jeres allerbedste. Det har I bevist, at I kan og vil. Og det skal I have tak for, sagde holdleder Frode Amstrup i sin tale til de unge landmænd.

De 56 produktionsledere fordeler sig med 20 kvægfaglige dimittender, 24 med speciale i planter og 12 med speciale i svin.

Produktionslederen er en 20 ugers overbygning på landmandsuddannelsen og er adgangsgivende til sidste del af landbrugets lederuddannelse, agrarøkonomen.