Der har netop været afholdt høring over udkastet til en ny grødeskæringsvejledning.

Det er en hård mundfuld at knække. Bæredygtigt Landbrug har sendt et langt høringssvar, hvor vores jurist blandt andet skriver:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Grødeskæringsvejledningen er utilstrækkelig, fordi vejledningen ikke, som det står i det oprindelige kommissorium for forskernes udredning om grødeskæring, har sat hovedfokus på effektiv og velfungerende afvanding med sikring af vandspejlsforhold under drænniveau.

Det er helt uacceptabelt og netop det den tidligere ministers hyrdebrev lagde vægt på. I hyrdebrevet blev kommunerne pålagt at rense vandløbene op.

På trods af BL's advarsler blev der samtidig med udstedelsen af det vigtige hyrdebrev nedsat en såkaldt ekspertgruppe, der skulle barsle med en ny grødeskæringsinstruks. Praktisk viden har været stærkt underrepræsenteret i denne gruppe.

I det nye vejledningsforslag ses afskrifter i stor stil fra den tidligere umulige grødeskæringsinstruks og flere steder er der tale om forringelser.

Vejledningen beskæftiger sig hovedsageligt med hensynet til hvordan miljøet kan tilgodeses. Også det har BL kritiseret i sit høringssvar:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det bør fastlægges klart og tydeligt, at afvanding skal nyde prioritet og et diffust naturhensyn ikke kan hindre, at der sker den tilstrækkelige vandløbsvedligeholdelse, lyder det i BLs lange høringssvar.

Det påpeges også, at landbrugsjord, hvor vandet kan løbe af, er en forsikring mod nutidens kraftige regnskyl. Derfor bør der ikke være tvivl om, at der skal renses og grødeskæres i tide, så vandet kan ledes væk.

Jorden kan sammenlignes med en svamp. En våd svamp kan ikke suge væske. En veldrænet jord har en bufferkapacitet i størrelsesorden 200 millimeter vand. Intet regnvandsbassin kan med andre ord konkurrere med en tør landbrugsjord

Bæredygtigt Landbrug vil fortsat kæmpe for, at vandet skal løbe frit i de dertil indrettede vandløb. Det må være rimeligt, at der er plads til både landbrug, natur og mennesker.