- Må vinden fylde dine sejl. - Det føles helt rigtigt. - Du kan samle Venstre. Sådan lød det fra henholdsvis Uffe Ellemann-Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen umiddelbart efter, at partiet på sit Landsmøde i Herning kl 10.37 lørdag den 21. september 2019 valgte Jakob Ellemann-Jensen til ny formand.

Der var ingen modkandidater, så far, forgænger og dennes forgænger kunne trygt videooptage deres lykønskninger på forhånd op til landsmødet, så deltagerne kunne få de store Venstrefolks ord med på vejen, så snart den formelle handling var overstået.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Jakob Ellemann leverede en formandstale med en blanding af humor, alvorsord og stikpiller til Socialdemokratiet.

Forståelse for Løkke

- Venstre skal kunne rumme det hele. Der er kun to steder, hvor der ikke er plads til det hele. Det ene sted er Nordkorea. Det andet sted er Socialdemokratiet.

En karikeret sammenligning, der ikke kun var bidende ironisk, men også stod som en hilsen til den afgående formand.

Stikpillen udløste klapsalver, og der kom flere af slagsen. For Ellemann var endnu ikke helt færdig med at prikke til regeringspartiet.

Han udtrykte forståelse for Løkkes forsøg på at samle det politiske Danmark hen over midten ved at invitere S med i en regering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mette Frederiksen trak invitationen om bag stalden og gav den en kugle for panden som var den en hest med åbent benbrud.

-Vi overlod et utroligt stærkt Danmark til den nuværende regering. Så stærkt, at Nicolai Wammen må være bange for, at han nu er nødt til at indfri alle Socialdemokratiets valgløfter.

Kiggede indad

Men Jakob Ellemann kiggede også indad i sit eget parti.

- Vi opdagede klimakrisen for sent. Vi er utroligt dårlige til at gå i takt. Vi er nødt til at finde en ny måde at arbejde på, så medlemmerne bedre bliver hørt. Vi skal blive bedre til at se, hvor der er ting på spil.

- Alt dette arbejde vil jeg nu sætte i gang sammen med næstformanden. Jeg ved godt, at der er store forventninger. Jeg kan ikke stille nogen garantier, men jeg vil gøre mit bedste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mette Frederiksen har allerede haft arbejdsro alt for længe. Skal vi ikke gøre noget ved det allerede i dag?

Med dette spørgsmål afsluttede Jakob Ellemann sin tale til landsmødet,.

Den efterfølgende valghandling var i sagens natur en ren formalitet, og den nye formand kunne slutte denne del af landsmødet af med ordene:

- Tak. Men husk nu, hvad vi lige har været igennem. Nu skal vi være sammen om en ny begyndelse.