Hvis landmænd fremover skal have skattekroner i landbrugsstøtte fra EU, skal arbejdsgiverne overholde medarbejdernes ret til at være medlem af fagforeninger.

Sådan lyder et nyt krav fra Enhedslisten, der ifølge Fagbladet 3F vil have indført en form for sociale klausuler i forbindelse med de igangværende forhandlinger om EU's landbrugsstøtte for de kommende år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Partiet rejser kravet efter Fagbladet 3F's afsløring af, at en af Danmarks største mælkeproducenter Hejrskov Mælk ApS angiveligt har meddelt en staldmedarbejder, at han ikke kunne være medlem af 3F. Dagen efter, at medarbejderen nægtede at melde sig ud af sin fagforening, skulle han af denne årsag være blevet fyret.

Maskinbladet har talt med Torben Pedersen fra Hejrskov Mælk ApS, og han siger, at han ikke kan genkende 3F's fremstilling af sagen.

Til Fagbladet 3F siger Nikolaj Villumsen, medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten:

- Det er fuldstændigt grotesk, at vi i Danmark i 2020 skal opleve, at lønmodtagere udsættes for vold, fyring og at blive eskorteret ud af landet, fordi de står i fagforening. Den slags overgreb på fagligt aktive hører ingen steder hjemme.

I følge 3F peger Enhedslisten på, at Hejrskov Mælk ApS samt virksomhedens to ejere, landmændene Torben Pedersen og Brian Nielsen, via personejede selskaber samlet set har fået flere millioner kroner i landbrugsstøtte i løbet af 2017 og 2018 - hvor den fyrede staldmedarbejder var ansat i virksomheden. Partiet henviser til Landbrugsstyrelsens database over landbrugsstøtte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen kontrol

Nikolaj Villumsen gør ifølge 3F opmærksom på, at der i øjeblikket gælder en række krav i forhold til dyrevelfærd og miljøbeskyttelse for de landmænd, der modtager landbrugsstøtte. Men arbejdsforholdene for virksomhedernes ansatte bliver ikke tjekket på uanmeldte kontrolbesøg, forklarer han.

Til bladet siger han at der er massive problemer med social dumping og udnyttelse i landbruget. Ikke bare i Danmark, men også i mange andre EU-lande.

Han vil nu stille spørgsmål til EU-kommissionen om, at modtagere af landbrugsstøtte fra EU skal leve op til krav om ordentlige løn- og arbejdsvilkår for medarbejderne på landbrugsvirksomhederne. Og deriblandt de ansattes ret til foreningsfrihed.

Udmeldinger fra S og V

Christel Schaldemose (Socialdemokratiet) bakker op om Enhedslistens forslag, når det gælder kravet om at sikre foreningsfrihed.

Til 3F siger hun, at det er en ret god idé, at man ikke kan få EU-støtte, hvis man sætter forhindringer i vejen for, at ens ansatte kan stå i en fagforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Venstres EU-parlamentariker Asger Christensen vil ikke kommentere på den konkrete sag om Hejrskov Mælk ApS, men han siger til bladet, at han enig med Enhedslisten i, at vi skal have ordentlige løn- og ansættelsesvilkår på danske arbejdspladser. Han vil bare ikke være med til, at man gennem EU-lovgivning skal tvinge nogen til at blive medlem af en fagforening.