Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti har over for miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen påpeget, at det er vanskeligt for danske forbrugere at købe kød, som med sikkerhed ikke er halalslagtet, idet halalslagtede kødprodukter ikke nødvendigvis er halalmærkede.

Han spørger derfor ministeren, om det er i overensstemmelse med ånd og bogstav i Grundlovens § 68, at forbrugeren via halal-certificeringsafgifterne indirekte understøtter en fremmed religion, og at det nærmest er umuligt at undgå det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ministeren understreger i sit svar, at mærkningsreglerne for fødevarer er reguleret på EU-plan, og medlemsstaterne har i fællesskab besluttet, hvilke oplysninger der skal være obligatoriske på en fødevare, som markedsføres inden for EU:

Totalharmoniseret

- Mærkning af kød med slagtemetode er ikke en af de obligatoriske oplysninger, men man kan som producent frivilligt vælge at mærke med slagtemetode. Mærkning af fødevarer er totalharmoniseret i EU, hvilket betyder, at de enkelte medlemsstater ikke har mulighed for at fastsætte yderligere nationale regler på området. Hvis man ønsker at indføre et krav om mærkning med slagtemetode, vil det derfor kræve en fælles beslutning på EU-plan. For forbrugere, der ikke ønsker at købe halalslagtede produkter, mærker nogle producenter med, at kødet ikke er halalslagtet eller oplyser om dette på deres hjemmeside. Herudover er der også mulighed for at forhøre sig direkte hos producenten. På baggrund af ovenstående finder jeg ikke, at der er grundlag for at kræve obligatorisk mærkning af kød med slagtemetode, svarer Esben Lunde Larsen, som henviser spørgsmålet om forholdet til Grundlovens § 68 til Justitsministeren.