Landbrugets organisationer i Sønderjylland og Aabenraa kommune er på et møde mandag den 19. marts på LandboSyd blev enige om en ramme for det fortsatte arbejde med den såkaldte helhedsplan for 7000 hektarer i Kassø-området og i forbindelse med området, hvor der er planer om etablering af to store datacentre.

Frem til høringsperioden udløb i slutningen af april vil kommunen og landbruget arbejde tæt sammen om et idékatalog for naturen i området, som begge parter kan bakke op om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formand for LandboSyd, Mogens Dall, siger, at det har været et væsentligt omdrejningspunkt for landbruget, at der ikke er tale om en helhedsplan, men om idéer til udvikling af naturen i Kassø-området, og derfor er det målet, at planens titel ændres. Samtidig vil det blive understreget, at Kassø-området i kommuneplanen er udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde, og at kommunen med denne rapport ikke ønsker at ændre dette, ligesom der ikke er planer om vandstandshævninger. For at en helhed bliver til en bedre helhed, bør klimaændringer inddrages i processen, mener Mogens Dall.

Kommunen ønsker dialog

Aabenraa kommune påpegede på mødet, at de ønsker dialog med landbruget om løsninger på klima- og vandudfordringer i området. Kommunen har hidtil blot registreret naturen i Kassø-området og har et ønske om at forene udviklingen af et sundt erhvervsliv i Kassø-området med sikring og gerne forbedring af den biologiske mangfoldighed i området.

Idékataloget skal omfatte muligheder, som lodsejere og erhvervsvirksomheder frivilligt kan gøre brug af, hvis de skulle have interesse i det.

Sikrer landbrugets position

På mødet blev det understreget, at ideerne kun kan gennemføres gennem frivillige aftaler, som aldrig må genere andre i området, og initiativer har ingen retsvirkninger for borgere eller virksomheder, forklarer Mogens Dall.

- Idekataloget omfatter 7.000 hektar i Kassø-området, hvor der er planer om at bygge to datacentre, og det har været meget vigtigt for os i landbruget, at der også i fremtiden er plads til en udvikling af landbrugserhvervet i området. Med ændringerne i idekataloget vil vi sikre landbrugets position i området, og jeg er fortrøstningsfuld med henblik på den videre politiske behandling af sagen i kommunen, siger Mogens Dall.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løse konkrete udfordringer

På mødet blev det også aftalt, at Aabenraa kommune allerede i år beslutter sig for en løsning på problemer med regnvand fra virksomheden Valmont SM ved Hjordkær, som har givet problemer i vandløbene i området. Det blev også aftalt, at der opsættes to målestationer ved Apples datacenter-byggeri, så udviklingen i vandstanden omkring centeret kan følges i de kommende år. Kommunen oplyser og garanterer, at byggeriet ikke vil påvirke oplande negativt. Desuden blev det oplyst, at kommunen allerede i år vil får løst opgaven med at sikre lodsejerne vandindvindingstilladelser til vanding af markerne.

Fra landbrugets side mødte repræsentanter fra SLF, LHN, Sønderjysk Familielandbrug og LandboSyd.