I 2017 er det 50 år siden, at Kaj Homilius købte sit tidligere lærested og begyndte livet som selvstændig mekaniker på samme adresse, hvor virksomheden fortsat er beliggende den dag i dag i det sønderjyske i landsbyen Hellevad.

I dag beskæftiger virksomheden 20 ansatte fordelt på maskinforretning med Fendt og Pöttinger, som de dominerende mærker, autoværksted, hvor man er Automester samt VVS-forretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har mange ben at stå på, og det tror jeg er en fordel, fortæller Kaj Homilius fra forretningen i det sønderjyske på en travl forårsdag, hvor Maskinbladet lagde vejen forbi. Der var travlt på værkstedet, samt i marken, hvor maskinforretnings demo-traktor netop var i gang sat hos en kunde.

- Vi har valgt at køre demonstration med den nye 1000-serie fra Fendt i form af Fendt 1046 med 460 hestekræfter, fortæller Kaj Homilius, som dermed også påpeger, at forretningen har fundamentet til at tage sig af de store landbrugskunder i området.

Familievirksomhed

I forbindelse med værkstedet, som Kaj Homilius købte i 1967 har privatboligen altid lagt side om side med forretningen, og derfor var det også naturligt, at virksomheden hurtigt blev en familievirksomhed mellem Kaj, konen Gerda og tre ud af de fire børn, som i dag er med i forretningen: Finn, Erik og Lone.

De to drenge, Finn og Erik valgte begge at gå i faderens fodspor og er i dag udlært landbrugsmaskinmekanikere, hvor Erik i dag er værkfører på værkstedet, mens Finn både er på lageret samt sælger af landbrugsmaskiner. Lone tog en uddannelse som social og sundhedsassistent, men er i dag at finde i forretningens butik og kontor.

- Det glidende generationsskifte begyndte for et par år siden, og det er rigtig dejligt at mine børn vil føre forretningen videre. Det giver også en god sikkerhed, at der allerede nu er styr på generationsskiftet, fortæller Kaj Homilius.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Få maskiner i fokus

På dagen for besøget hos den sønderjyske maskinforretning var der travlhed på værkstedet, hvor der næsten var helt fyldt op med primært grønne Fendt-traktorer samt Pöttinger-redskaber.

- Vi sørger for at holde fokus på få produkter, og i stedet være specialister på de områder, fortæller Finn Homilius, mens han går rundt mellem de arbejdede mekanikere, som der er 11 af på traktorværkstedet og i smede-afdelingen, mens der er to mekanikere i autoværkstedet samt to smede i VVS-afdelingen. Derudover er der fem ansatte på lager, butik, kontor og salg.

I værkstedet står én af de to nye servicevogne, som forretningen netop har investeret i, og Finn Homilius viser hvordan bilerne er blevet udstyret med blandt andet luft, strøm samt olielager forrest i bilen, mens der bagerst er værktøj, sortimentkasser og diverste stumper.

- I dag er det mere end nogensinde vigtigt, at vi kan klarer store reperationer i marken, og på alle tider af døgnet. Vi har nogle maskiner, som netop henvender sig til de top-professionelle bruger, som kræver et højt serviceniveau, og det er blandt andet også derfor vi køber nye firmabiler og sørger for at de er helt up-to-date for at imødegå kundernes krav, fortæller Finn Homilius, mens Revslund Maskinstation i samme øjeblikket er ankommet til maskinforretningen for at hente en ny Fendt-traktor hjem.

- Det drejer sig om en Fendt 933 med 330 hestekræfter, og med denne traktor er det faktisk den 49. nye Fendt-traktor, som maskinstationen får leveret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fendt i mange år

Traditionen for Fendt traktor er meget lang hos den sønderjyske forhandler:

- Vi fik Fendt-forhandlingen i 1982, hvor vi indtil da mest arbejdede med biler, men allerede fra starten reparerede vi meget på de lokale landmænds traktorer, og traktorer har altid haft min interesse, fortæller Kaj Homilius, som også kan fortælle, at det var lidt et tilfælde, at det netop blev Fendt-traktorer man fik forhandlingen af.

- Da Agco overtog Fendt importen i Danmark i 2004 blev vi opsagt som autoriseret forhandler, men vi fortsatte med salg af Fendt-traktorer, som kom til Danmark af andre veje.

I 2005 kom forretningen dog ind under Fendt-forretningen i Toftlund, som en underforhandler, men i dag er man igen autoiseret Fendt-forhandler

- I dag dækker vi et ret stort område med Fendt-traktorer, som går helt fra Haderslev i nord til grænsen i syd, og fra Als i øst til Skærbæk i vest.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man stræber efter at sælge mellem 15 og 20 nye Fendt-traktorer hvert år.

- Også forhandlingen af Pöttinger er blevet mere og mere med årene, og det er gået fra primært græsmaskiner til nu også at omfatte såmaskiner, plove og harver, fortæller Finn Homilius.

På spørgsmålet om, hvad fremtiden bringer for maskinforretningen i Hellevad, er ingen af ejerne i tvivl om, at der også skal sælges kvalitets maskiner fra forretningen i fremtiden.

- Det er svært at spå om fremtiden, og det kan være der er lavet helt om i planerne om to år. Der er ingen tvivl om, at det er en spændende branche, men vi nyder at være i den og finder os godt tilpas, fortæller Finn Homilius.

Man har også godt styr på pladsen hos maskinforretningen, som startede med 1.004 kvadratmeter i 1967, men hvor man i dag råder over 25.000 kvadratmeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi købte for år tilbage det lokale foderstof, hvor vi dag har lager af blandt andet brugte reservedele, fortæller Finn Homilius, som i dag bor i fødehjemmet i forbindelse med forretningen.

Virksomheden fejrer desuden 50 års jubilæet den sidste lørdag i november med åbent hus arrangement.