Feriestemningen har nu for alvor fat i den sydlige halvdel af Europa. Vi er inde i de største ferieuger i blandt andet Italien og Tyskland, så store dele af den europæiske forædlingsindustri ligger stille lige nu.

- Markedet for ferskt kød i Europa meget stille. Vi oplever en svag efterspørgsel på de fleste delstykker og derfor siver priserne en smule, hvilket er helt normalt på dette tidspunkt af sommeren, siger Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til landene udenfor Europa er der en jævn afsætning til Japan og en ganske fin efterspørgsel i Kina.

- Efter en noget mere rolig periode, end det vi oplevede hen over foråret, er der nu igen mere fart på salget til Kina. Det sker dog til lidt lavere priser og det ser desværre ud til, at vi har passeret toppen i denne omgang, siger Søren Tinggaard.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin fra 70-89,9 kg er hermed 10,40 kroner pr. kg og 6,60 kroner pr. kg for søer over 129,9 kg.