Godt 90 meter over vinterhveden på den fynske mark flyver et stykke udstyr til en værdi af 180.000 kroner.

Det drejer sig om en fastvinget drone, der med en hastighed på omkring 50 kilometer i timen overflyver marken efter et nøje udregnet mønster. Undervejs i flyvningen hæver dronen fronten, mens motoren slukkes, så det påmonterede kamera har optimale forhold, når afgrøderne på marken skal fotograferes. Det er nemlig ikke et helt almindeligt kamera, der sidder i den dyre drone - faktisk kan billederne fra dronen efter overflyvningen danne et markkort, hvor man kan se mængden af biomateriale og kvælstofoptagelsen i planterne på marken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I bund og grund handler det om at udnytte de nye muligheder for at få så meget information som muligt om, hvad der sker i marken, forklarer Klaus Fuglsang Rasmussen, der underviser et hold elever fra produktionsleder-linjen på Dalum Landbrugsskole i brug af droneteknologi.

Det er forholdsvis nyt for Dalum Landbrugsskole at bruge dronerne i undervisningen.

- Med dronerne kan vi lære eleverne at kortlægge deres marker og samkøre data som jordbundsanalyser med data om planterne på marken, som er indsamlet fra dronen. På den måde kan man eksempelvis lave et gødningstildelingskort, der kan være med til at optimere udnyttelsen af markens potentiale, siger Klaus Fuglsang Rasmussen.

Lær af fortiden

Når man med dronen har indsamlet data fra marken en enkelt gang, er arbejdet dog ikke forbi.

- Man kan høste fordele ret hurtigt, når man kan se variationerne i plantevækst på marken. Men det bliver for alvor interessant, når man har data fra flere år, som man kan studere. Vi skal altid huske at kigge i bakspejlet, så vi lærer af, hvad vi tidligere har gjort, siger Klaus Fuglsang Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisen på 180.000 kroner for en fastvinget drone, som den Dalum Landbrugsskole råder over, kan umiddelbart lyde af meget.

- Det er et produkt, som er aktuelt for konsulenter og for de større gårde. Vi ser jo ofte, at folk gerne investerer flere hundrede tusinde kroner ekstra i deres traktor, og en drone som denne, kan godt tjene sig selv hjem igen, siger Klaus Fuglsang Rasmussen, som dog også understreger, at man sagtens kan komme i luften for langt færre penge:

- Vi har også en drone, der i dag koster omkring 7500 kroner, som kan mange af de samme ting. Så kommer vi pludselig ned i et prisniveau, hvor de fleste kan være med. Det er klart, at den ikke kan levere lige så store data, som den dyre drone, og at den ikke har det samme udstyr. men den er perfekt at starte med.

Den mindre drone har fire propeller, og den styres via en controller og en app til smartphone eller tablet. Til forskel fra den dyre drone, kan den billigere udgave stå stille i luften som en helikopter.

- Denne drone er den perfekte makker til en markvandring. Man kan spare utroligt meget tid, hvis man kan få et overblik over marken oppefra, og man kan tage videoerne fra marken med hjem og bruge til uddannelse af personalet på bedriften, forklarer Klaus Fuglsang Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke mindre

Når Dalum Landbrugsskole har valgt at introducere avancerede droner i undervisningen, er der en ganske særlig grund til det.

- Det her er kun starten på de muligheder, som teknologien giver os indenfor præcisionslandbruget. Hvis vi står af allerede nu, så er det slut, siger faglæreren og forsætter:

- Teknologien udvikler sig hele tiden, og det bliver ikke ved med at være lige så dyrt, som det er nu. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden holder os opdaterede. Og selvom det måske virker som mange penge, så behøver man ikke hæve udbyttet mange procent - eller finde besparelser på gødningsforbruget - før sådan en drone er tjent hjem igen.