Fra basen i Vildbjerg ved Herning har Kenneth Lodahl haft sin første sommer som administrerende direktør for Skibbild Entreprise. Stifter og tidligere direktør Henry Jakobsen er samtidig fratrådt som øverste leder af entreprenørvirksomheden og varetager i en overgangsperiode en konsulentstilling i virksomheden.

Dermed er det generationsskifte, som blev påbegyndt for cirka fire år siden, gået ind i sidste fase.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vækstplaner? Tja, jo på bundlinjen, for vi vil naturligvis gerne tjene lidt mere på de opgaver, vi udfører. Men toplinjen er ikke et issue.

Adm. direktør Kenneth Lodahl

Skibbild Entreprise

- Jeg er blevet direktør i en sund virksomhed, der gennem de seneste fem år har præsenteret sorte tal på bundlinjen, så det er min vigtigste opgave at bygge videre på vores solide fundament, siger Kenneth Lodahl til Maskinbladet.

Dambrug nyt fokusområde

Han har været i virksomheden som først projektchef og siden salgsdirektør gennem de seneste ni år, og op gennem nullerne var han tømrermester hos JFP A/S i Herning, så det er i høj grad en lokal mand, der nu har sat sig for bordenden hos Skibbild Entreprise.

Fundamentet i virksomheden, der har rødder tilbage fra 1976, bygger på landbrugsbyggeri.

- I disse år er der blandt andet pæn efterspørgsel på økologisk landbrug, og her er vi stærke. Men gennem de senere år har vi også haft fokus på et nyt segment, nemlig byggeri til dambrug og fiskeri, hvor vi i dag også har fået godt fat, fortæller den 44-årige direktør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen rekrutteringsproblemer

I domicilet har p.t. 17 funktionærer deres daglige arbejdsplads, mens omkring 70 håndværkere tager sig af arbejdet ude på pladserne. Halvdelen er murere/støbere, mens den anden halvdel er tømrere. Til de tekniske installationer hyrer Skibbild Entreprise altid underleverandører ind.

- Som udgangspunkt tager vi helst mod opgaver i nærområdet. Vores aktionsradius er 125 kilometer, men naturligvis er der enkelte afstikkere for vores faste og gode kunder, fastslår han.

Trods begyndende flaskehalse på arbejdsmarkedet har Skibbild Entreprise endnu ikke haft problemer med rekruttering.

- Mange af vores folk har været hos os i rigtig mange år. De ved, at de har gode forhold og stabilitet i deres ansættelse, og så længe vi sørger for at behandle folk ordentligt, så bliver de heldigvis hos os, siger direktøren.

Trods direktørskiftet er der umiddelbart ingen vækstplaner for de midtjyske entreprenørvirksomhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vækstplaner? Tja, jo på bundlinjen, for vi vil naturligvis gerne tjene lidt mere på de opgaver, vi udfører. Men toplinjen er ikke et issue. Vi har en passende størrelse nu, og den vil vi gerne fortsætte med, fastslår han og nævner endnu engang kerneområderne landbrug, dambrug, industri samt tæt/lav boligbyggeri for professionelle.