Antallet af nyregistreringer af traktorer eksploderede i oktober sammenlignet med samme måned sidste år. I alt blev der sat nummerplade på 118 traktorer med en effekt over 30 kw, og det markerer en stigning på 53 procent i forhold til sidste år, hvor antallet lå på 77 enheder.

Hvis vi kigger på hvilke mærker, der har haft mest gang i påsætning af nummerplade, så er det John Deere, der løber med førstepladsen. I alt er der sat nummerplade på 25 grøn/gule traktorer, hvilket er to mere end sidste år. Lige i hælene på John Deere finder vi New Holland, der nyregistrerede 24 enheder i oktober. Set i forhold til sidste år var det en markant fremgang for New Holland, der satte nummerplade på 13 traktorer i oktober 2016. På en delt tredjeplads finder vi Case IH og Massey-Ferguson med 15 enheder, og de efterfølges af Valtra, der springer op på 14 traktorer - hvilket er en mangedobling i forhold til sidste år, hvor antallet lå på tre traktorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Populær Puma

Når man kigger på enkeltmodeller, så er det Case IH, der har den mest populære traktor vurderet på nyregistreringer i oktober. Der er nemlig sat nummerplade på seks Case IH Puma 200-traktorer, hvilket er nok til at gøre Puma'en til den mest populære model.

Ingen andre enkelt-modeller opnåede mere end fire nyregistreringer i oktober 2017, men både John Deeres 3045R, 6250R og Massey-Fergusons 5712 SL kom op på fire enheder i oktober.