På Bæredygtigt Landbrugs møde i forbindelse med Nutrifair var der to faglige oplæg om blandt andet gødningsregulering i Tyskland og Sverige, som inspirerede folketingsmedlem Hans Christian Schmidt (V) så meget, at han nu vil arrangere en høring i på Christiansborg.

Det lovede han, da han i dag talte på Bæredygtigt Landbrugs møde i Fredericia.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danskere i udlandet

De to oplæg blev leveret af de danske landmænd Frans W. Langkilde og Henning Schroll, som driver landbrug i henholdsvis Sverige og Tyskland og talte om blandt andet kvælstof-reguleringen i de to lande.

Frans W. Langkilde gik blandt andet dybt ind i svenske vandløbsmålinger, som, han mener, dokumenterer, at den danske gødningsdebat er helt forfejlet, og at de danske gødningsbegrænsninger slet ikke har nogen betydning for kvælstofudvaskningen.

Efter de to oplæg udtrykte Hans Christian Schmidt en vis undren over, at Danmark i årenes løb har vedtaget en hel masse uden at interessere sig ret meget for, hvordan man gør i andre lande.

Men han apellerede samtidig til, at man ikke bruger sine kræfter på hvorfor og hvem, der har skylden for det, men i stedet koncentrere sig om at komme fremad.

Invitation

- Men først handler det om at få oplysninger frem og få dem spredt til mange, så mange synes, vi skal gøre noget. Og derfor vil jeg invitere jer begge til Christiansborg, sagde Hans Christian Schmidt til de to oplægsholdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ønsker at formidle faktuel viden, og vi er nødt til at bringe den viden ind på Christiansborg. Og høringer er bedre end debatter, for debatter kommer for let til at handle om fælles uvidenhed. Jeg ønsker derfor, at I to vil stille jer til rådighed ved en høring på Christiansborg, tilføjede han.

- Mit budskab er, at jeg gerne vil være behjælpelig med at sprede den viden og sætte mig i spidsen for en høring på Christiansborg, hvor også det ubehagelige skal indgå. Det er spørgsmål som gældsprocenter med videre, sagde Hans Christian Schmidt.

Åbning er dynamit

Hans Christian Schmidt fortalte, at han er klar over, at ikke alle detaljer i landbrugspakken er helt optimale, men han benyttede sit indlæg til at advare imod at åbne landbrugspakken for at lave justeringer.

- Det er dynamit. Man skal kun gøre det, hvis man har en præcis liste over, hvad man skal diskutere, og kun hvis man samtidig er sikker på, at man har flertal for at gennemføre det.

Han beskrev problematikken med en anekdote om en tegning, som en gang hang på Christiansborg, og som et ældre folketingsmedlem anbefalede ham at studere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tegningen viste en samtale mellem to mænd, hvor den ene siger: "Det er jo løgn, det du siger."

Og den anden svarer: "Ja, ja. Men har du flertal for det?"