Knight-fabrikken i England er placeret i ret kuperet terræn og basis for Knights bomophæng har derfor altid været, at bommen skulle have gode egenskaber for at følge terrænet på skråninger, hvilket et centerophæng er bedst til, ifølge Brdr. Toft A/S, som er den danske importør af de engelske sprøjter.

Den danske importør fortæller, at på mere fladt terræn er centerophænget dog lidt et kompromis, hvorfor et vigtigt element i det nye ophæng er en kombination af center- og pendulophæng, som ifølge den danske importør, er det bedste fra begge verdener. Designet gør det muligt at øge pendul-virkningen i et par trin, hvis forholdene giver mulighed for det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Individuelt sideløft

En del af det nye 4D bomophæng er muligheden for en ny individuel sideløft funktion, som gør det muligt at løfte hver sidefløj for sig selv, hvorved bommen har mulighed for at tilpasse sig perfekt til varierende terrænforhold, også under vandret.

Den danske importør fortæller, at bommen har en almindelig hurtigreagerende skråtstillingsfunktion og sideløftet har en indbygget sikkerhedsfunktion, så bommen ikke tabes på jorden, hvis man skulle være uheldig, at beskadige en af de cylindere, som bærer hele sidefløjen.

Det er stadig muligt at få ophænget uden individuel sideløft, hvis sprøjten skal arbejde på helt fladt terræn.

Det nye 4D ophæng inkluderer også en ny bomlås, der mere effektivt kan holde centerbommen fast i forbindelse med ind- og udfoldning af bommen.

Bomlåsen kører som tidligere sammen med bommens transportlås, så det er blot én knap på joysticket eller skærmen der skal betjenes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anti-yaw systemet

Knights velkendte anti-yaw system er forstærket og forbedret. Systemet optager sammen med en stærk tre-dimensionel gitterkonstruktion de horisontale bombevægelser - de bombevægelser der har størst betydning for doseringsnøjagtigheden, fortæller den danske importør. En del af det nye design giver mindre friktion i systemet og mindre vedligeholdelse.

Som altid indeholder Knight´s udviklingsprojekter flere patenterede elementer.

Den danske impotør fortæller, at Knights nye 4D bomophæng er specielt designet sammen med og tilpasset til moderne bomhøjdeautomatik systemer som Müllers Distance Control II (DCII).

DCII kører med 3 ultralydshøjdesensorer. Én på hver sidebom samt én i midten. Desuden er der et antal vinkelsensorer samt proportional ventiler til styring af hydraulikken.

- Systemet spiller effektivt sammen, hvilket giver en hurtig reaktion og bløde bevægelser af både individuel tilt og bomhøjde, således at bommen ikke går i selvsving, lyder det fra den danske importør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den stabile 4D ophængte bom i samspil med DCII giver i følge den danske improtør en fantastisk terræntilpasning af selv brede bomme i kuperet terræn, således at bommen kan holdes i optimal lav højde over afgrøden, også ved høje hastigheder. I England er sprøjtehastigheder op til 18-20 kilometer i timen ikke usædvanligt.

4D på flere bomtyper

Det nye Knight bomophæng vil blive tilbudt på flere af Knights bomme, i første omgang på to bomme: Dobbelt fold bommen 4-series der leveres i bredder fra 24-30 meter samt på Trifold bommene, der leveres i bredder fra 28-40 meter. Knights Trifold bom kan arbejde på 12 og 24 meter foruden fuld arbejdsbredde, hvilket giver god fleksibilitet.