Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening har sammen fremlagt et udspil til Folketingets partier med løsninger, der gavner både landbruget, naturen og klimaet.

To nordjyder - en fra hver interesseorganisation - fortsatte det nye samarbejde mellem de to tidligere stridende parter ved et debatarrangement.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det foregik på Naturmødet på havnen i Hirtshals, hvor der forventes omkring 20.000 gæster.

Det fælles udspil er en del af et paradigmeskifte i natur- og miljødebatten landbruget og naturfredningsforeningen imellem, er formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen, og vicepræsident i DN, Thorkild Kjeldsen enige om.

- Det er godt, at vi er begyndt at snakke sammen og lave aftaler til vores fælles bedste, siger Carl Christian Pedersen.

Lovkrav må ikke blokere for naturen

Han oplever en stor interesse blandt sine medlemmer for at gøre naturtiltag. Der laves billebanker, remiser, småbiotoper, og senest har 50 medlemmer og kunder i Agri Nord sået 26 kilometer blomsterstriber til gavn for de vilde bier.

Men lovgivningen må ikke bremse landmændenes lyst til at lave naturtiltag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange frygter, at eventuel ny natur på deres ejendom kommer til at betyde restriktioner for deres produktion. Det er også et af forslagene i de to foreningers fælles udspil, at det ikke kommer til at ske.

- Det skal jo helst ikke være sådan, at når kontrollen kommer på besøg, så roser de al den fine natur og siger, at det betyder så, at de er nødt til at fjerne 100 køer på bedriften. Det er jo hele landmandens eksistensgrundlag, siger formanden.

Kræver holdningsændring

Fronterne mellem de to parter er dog stadig skarpe. Thorkild Kjeldsen vurderer, at lempelse af lovkrav alene ikke gør.

- Det kræver altså en kæmpe holdningsændring blandt landmændene, og det kan være svært med øjnene i plovfuren og røde tal på bundlinjen, siger han og tilføjer:

- Det kræver også, at de bliver bedre orienteret om, hvad der egentlig er værdifuld natur på deres ejendom.