Selvom mælkeprisen og svinenoteringen har været meget lav i 2015, så er den samlede værdi af landbrugets gæld nedbragt med ni milliarder kroner i 2015. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Ved udgangen af 2015 blev jordbrugets gæld opgjort til 343 milliarder kroner, og gælden er dermed faldet med 2,7 procent i forhold til 2014. Ifølge Danmarks Statistik er en af årsagerne til nedbringelsen af gælden, at renten er historisk lav. Det gør landbruget bedre i stand til at håndtere gælden trods de lave afregningspriser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jordbruget betalte i 2015 i gennemsnit 2,43 procent i rente, bidrag og omkostninger af gældens kontantværdi ved årets udgang, hvilket er 0,21 procentpoint lavere end i 2014. Det skal dog understreges, at renten er beregnet i forhold til kontantværdien af gælden, som i sig selv er påvirket af renteudviklingen. Jordbrugets renteudgifter er for 2015 opgjort til 8,3 milliarder kroner mod 9,3 milliarder kroner i 2014, et fald på 10,4 procent Omkostningerne ved swap (renteaftaler) er ikke medregnet i de samlede renteudgifter. Renteudgifterne til realkredit, som er den største rentepost, faldt med 9,9 procent i forhold til 2014. Renteudgifterne var på sit højeste nogensinde i 2008 med 16,8 milliarder kroner Siden da er renteudgifterne halveret til 8,3 milliarder kroner i 2015, skriver Danmarks Statistik.