Det er småting, der mangler at komme på plads, før Lemken Azurit 9 er klar til salg. Blandt andet arbejdes der stadig på det endelige design af tanken og på en frontmonteret tank til gødning. Det arbejde afsluttes i løbet af efteråret, og fra foråret 2017 er Lemken klar til at levere Azurit 9 majssåmaskiner med enten fire eller otte rækker.

Dobbeltrækker

Såmaskinen fra den tyske fabrikant adskiller sig fra de gængse majssåmaskiner ved at så med dobbeltrækker. DeltaRow, kalder Lemken systemet, hvor det traditionelle såskær erstattes af to såskær, der er monteret med en afstand på 12,5 centimeter. Imellem to par såskær er der en rækkeafstand på 75 centimeter. Det betyder, at majsene i dobbeltrækker uden problemer kan høstes med gængse finsnittere og mejetærskere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere lys og nærring

- Azurit 9 DeltaRow er udviklet for at give de enkelte planter lige vilkår i konkurrencen om lys, vand og nærringsstoffer. Det sker ved at placere frøene i de to rækker i et triangulært mønster. Det giver bedre plads til de enkelte planter, og samtidig opnår de en konkurrencemæssig fordel over for ukrudtet, sagde produktspecialist Lena Büschel, før hun sendte den blå såmaskine afsted på sin først tur i marken.

Den viste model var en klapbar version med otte rækker og en central beholder til udsæden. Beholderen rummer 600 liter, og udsæden blæses ud til de enkelte såhuse, efterhånden som der er brug for det. Såhusene er monteret direkte over såskærene, der består af dobbelte skiveskær, som det kendes fra Lemken Solitair. I såhusene kører der en elektrisk trukket såskive, hvor frøene fastholdes med trykluft. Når frøene slippes, falder de ned i såskæret igennem et lige rør med en sensor, som registrerer, om der mangler frø, eller om der kommer dobbelte frø. Registreringerne kan føreren se på monitoren i førerkabinen, og er der stop eller fejl på et af såhusene, kommer der også en akustisk alarm.

Parallelogramophængte såskær

Såskærene består forrest af et dobbelt skiveskær, som placerer startgødningen imellem og lidt under de to rækker frø. Herefter følger to trapezvalser, som trykker gødningsrillen sammen og pakker jorden i de striber, hvor de efterfølgende såskær placerer såsæden. Trykruller trykker frøene fast i bunde af rillen før de slutteligt dækkes med løs jord.

- Trapezvalserne bærer maskinen, og såskærene er monteret i et parallelogram, som tillader dem at følge ujævnheder i marken. Skærtrykket reguleres hydraulisk og indstilles fra førerkabinen. Under normale forhold opnår vi en tilfredsstillende placering af frøen ved ti til tolv kilometer i timen, og under gunstige forhold kan der køres med op til 18 kilometer i timen, forklarer Lena Büschel.

Hun har ikke eksakte tal på, hvor store merudbytter der kan opnås med DeltaRow, men hun fortæller, at Lemken sidste efterår målte merudbytter på tre til fem procent i marker, som blev finsnittet, og op til ti procent i marker, der blev høstet til modenhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da Lemken Azurit 9 har elektronisk dossering af udsæden, kan der monteres GPS-udstyr på maskinen, der på rækkeniveau standser udsåningen på foragre og i kiler. Udstyret kan også anvendes til udlægning af plejespor, så det bliver lettere at finde rundt - og køre med sprøjten og eventuelt også gyllevognen. Etablering af plejespor sker ved, at den ene af de to tvillingrækker stopper, og samtidig øges udsædsmængden i rækken ved siden af.

- På den måde kan vi etablere 87,5 centimeter brede plejespor, uden at plantetallet reduceres, siger Lena Büschel.