For andet år i træk må en stor del af de økologiske landmænd nu vente flere måneder på at få udbetalt deres økologiske arealtilskud. Det er utilfredsstillende, mener Landbrug & Fødevarer, der netop har sendt et brev til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen med et forslag om en forskudsbetaling til de ventende landmænd.

- Vi er klar over, at det skyldes IT-systemer i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der ikke virker optimalt, og at de knokler på højtryk med at få sagerne behandlet på anden vis. Men det fjerner ikke byrden fra vores medlemmer. Derfor opfordrer vi til, at ministeren finder en måde at udbetale penge nu og her. Så må papirgangen i forhold til EU tages bagefter, siger Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Allerede i 2015 blev udbetalingerne stærkt forsinkede helt frem til oktober 2016, og cirka 40 procent af 2016-udbetalinger venter her i slutningen af maj 2017 fortsat på udbetaling.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen meldte i december 2016 ud, at alle 2016-udbetalinger ville være udbetalt pr. 30. juni 2017. Seneste melding fra styrelsen er imidlertid, at de sidste udbetalinger ikke vil være klar før til september. Samme billede tegnede sig sidste år: Målet blev gentagende gange skubbet og tilliden til, at fristen ikke bare rykker sig endnu en gang, er væk. Det gør de økologiske landmænd frustrerede:

- Det giver store likviditetsudfordringer og betyder, at fornuftige og vigtige investeringer på bedrifterne kan blive sat i stå, og det er bare brandærgerligt. For mange landmænd betyder det også, at de har et konstant pres fra deres banker, som ikke har ret meget forståelse for, at de ikke kan overholde de kreditaftaler, der er indgået, siger Hans Erik Jørgensen.

Ikke kun økologi

Problemet med forsinkede udbetalinger gælder ikke kun økologisk arealtilskud. Landbrug & Fødevarer forudser, at der også kan komme lignende forsinkelser for udbetaling af plejegræstilskud.

- Vi frygter at komme til at stå med samme forsinkelser med udbetaling af plejegræstilskud i de kommende år på grund af EU's krav om præcise 1:1 indtegninger. Så her kan en national løsning med forskudsudbetaling også blive aktuel, siger Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun håber, at ministeren vender tilbage med en løsning, der betyder, at landmændene i fremtiden kan få udbetalt de penge, de er berettiget til, inden for den tidsfrist, der er givet:

- Hvis ordningerne skal virke rigtigt, er det vigtigt, at landmændene kan regne med, at pengene kommer hurtigt og effektivt, når de har gjort deres del af arbejdet, siger Lone Andersen.