På et pressemøde i Tyskland, som Maskinbladet deltager i, har Case IH offentliggjort en opdatering af Maxxum-serien.

I dag fås traktoren med op til 140 hestekræfter, men fremover bliver topmodellen hævet til 145 hestekræfter, mens den mindste model er udstyret med 116 hestekræfter uden boost. Serien består af fire modeller med en motor med fire cylindre samt en enkelt model med seks cylindre. De nye modeller overholder de seneste Tier IV-emmissionskrav, og Case IH oplyser, at modellerne vil være klar til salg i 2017. Det gælder dog ikke traktoren med seks cylindre, der allerede bliver opdateret nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyt design

Den opdaterede Maxxum-serie byder desuden på et nyt design, men den ligner stadig den tidligere model. Det er dog ikke sikkert, at det også er tilfældet næste år, hvor Case IH igen er klar med en opdatering på Maxxum-serien. På pressetmødet i Tyskland blev repræsentanter fra Case IH spurgt, hvorfor man ikke har brugt designet fra Optum-serien på den nye Maxxum-serie. Her lød svaret, at der næste år ville komme en ny generation af Maxxum, hvor der ville være store nyheder på den front.