Højesteret har den 30. marts 2016 afsagt en kendelse om gældssanering. Gældssaneringskendelsen vil have betydning for blandt andet landmænd, der efter en frivillig afvikling af en landbrugsbedrift har mulighed for at afdrage på gælden til kreditorerne uden at gøre det, og som først anmoder om gældssanering efter længere tids forløb.

Der er tale om en interessant kendelse, der er afsagt på et tidspunkt, hvor mange landmænd bliver præsenteret for afviklingsaftaler, hvori der er anført mere eller mindre hensigtsmæssige forslag til sanering af landmandens gæld, efter at denne har hjulpet marginalpanthaveren med bedst muligt salg af landbrugsbedriften på frivillig basis, det vil sige uden hverken konkurs- eller rekonstruktionsbehandling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vælger man det søde liv over en længere periode, kan man som udgangspunkt ikke efterfølgende få livet forsødet ved en gældssanering,

Jens Paulsen, advokat

Hvor drøftelserne i mange tilfælde er koncentreret omkring landmandens sikkerhed for at kunne få saneret gælden efter salget af landbrugsbedriften, er der andre landmænd og også landmænds primære rådgivere, der er mere fokuseret på fremadrettet udnyttelse af fremførbart underskud end i at få landmandens gæld saneret.

Heldigvis bor vi i et land, hvor der er (tilnærmelsesvis) religions- og ytringsfrihed, men det er væsentligt, at disse landmænd og ikke mindst disses rådgivere gør sig klart, at vælger landmanden, eventuelt tilskyndet af egen rådgiver, at leve livet frem for at søge etableret en afdragsordning/akkordordning med sine kreditorer, skal landmanden være opmærksom på, at haner kørt ud af en vej, tilnærmelsesvis uden vendeplads.

Glæde eller sanering?

Omstændighederne i Højesterets kendelse var som følger:

En person, der var kapitalejer og drev virksomhed sammen med flere andre kapitalejere, fik efter selskabernes økonomiske kollaps et tilbud om, at gælden til kreditor (der var kun én kreditor) kunne nedsættes til 500.000 kroner, der kunne afdrages rentefrit, hvis der inden for et år blev etableret en afdragsordning med betaling af 5.000 kroner månedligt. Dette tilbud blev fremsat 28. juli 2012. Tilbuddet blev ikke accepteret. I forbindelse med en efterfølgende konkursbehandling blev skyldnerens gæld til kreditor opgjort til cirka 2.2 millioner kroner. Skyldneren indsendte begæring om gældssanering til skifteretten i Sønderborg 27. oktober 2014.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kreditor protesterede mod gældssanering, primært fordi det af et udarbejdet gældssaneringsforslag fremgik, at skyldneren i perioden fra 1. november 2012 til indledning af gældssanering efter gældssaneringsbudgettet havde haft mulighed for at afdrage eller hensætte cirka 4.800 kroner månedligt til sine kreditorer. Skifteretten anfører i kendelsen af 16. juli 2015: Allerede fordi ansøger har undladt at afdrage gælden på trods af, at han har haft rimelig mulighed herfor, jf. kl. § 197, stk. 2, nr. 4, opfylder skyldneren ikke betingelserne for at få gældssanering.

Kendelsen blev af skyldneren indbragt for Vestre Landsret, der 8. september 2015 afsagde følgende kendelse: Den væsentligste gældspost er gælden til kreditor X, der er opstået i forbindelse med indfrielsen af gælden til Bank Y. Af de grunde, der er anført af skifteretten, tiltrædes det, at skyldneren, der i en længere periode, hvor han havde mulighed for at afdrage på sin gæld, ikke betalte afdrag, skal nægtes gældssanering efter bestemmelsen i kl. § 231a, stk. 2, jf. § 197, stk. 2, nr. 4.

Denne kendelse blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret, der i præmisserne, efter en længere gennemgang af retsgrundlaget bag gældssaneringsinstituttet og de to afgivne gældssaneringsbetænkninger fra hhv. 1982 og 2004, anfører:

Hovedspørgsmålet under kæremålet er, om skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, således at han - allerede som følge heraf - er afskåret fra at opnå gældssanering.

Det fremgår af kl. § 197, stk. 2, nr. 4, at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges, hvis skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selvom skyldnerne har haft rimelig mulighed herfor. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at denne mulighed for afdrag på gælden for eksempel kan bestå i, at skyldneren har haft en indtægt, der muliggjorde afdrag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter oplysningerne om skyldnerens økonomiske forhold lægger Højesteret til grund, at han igennem flere år havde mulighed for at afdrage på sin gæld med et betydeligt beløb pr. måned. Dette har han ikke gjort, og han har heller ikke hensat noget beløb til sine kreditorer.

Højesteret tiltræder herefter, at bestemmelsen i kl. § 197, stk. 2, nr. 4, er til hinder for gældssanering og stadfæster derfor landsrettens kendelse.

Den moralske betingelse

Det er væsentligt - både som falleret landmand, men bestemt også som landmandens rådgiver - at gøre sig klar, at der i kendelsen ikke er anført noget om, at omstændighederne for tiden er til hinder for gældssanering. Det betyder alt andet lige, at der, for at den pågældende skyldner kan få gældssanering, skal gå rigtig mange år, uden at det er muligt at oplyse hvor mange år. Det bør ikke mindst landmænds rådgivere skrive sig bag øret.

Det er forståeligt, at man efter en længere periode at have været under et betydeligt økonomiske pres kan fristes til objektivt set i en periode at leve over evne. Det er der ingen regler, der hindrer skyldnere i, hverken tidligere landmænd eller andre skyldnere. Det er imidlertid på dette punkt, at gældssaneringsinstituttets anden hovedbetingelse - den moralske betingelse - får selv-stændig betydning.

Tilnærmelsesvis alle tidligere landmænd opfylder uden videre de økonomiske betingelser for at få gældssanering. Får den tidligere landmænd alligevel ikke gældssanering, skyldes det, at den moralske betingelse ikke er opfyldt. Det er den almindelige samfundsmoral, som Højesteret - på linje med by- og landsret - i kendelsen af 30. marts 2016 har skåret ud i pap.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skilsmisse eller dødsfald

Det er muligt - og en del praktiserer det - at skylde rigtig mange penge til én eller flere kreditorer og alligevel have en tålelig tilværelse. Det gælder særligt, når skyldnere kan indrette sig økonomiske på en måde, der gør, at han/hun ikke kommer til at eje aktiver, eksempelvis ved at de aktiver, som det store/større rådighedsbeløb muliggør, købes i ægtefælles eller samlevers navn. Hvis ægtefællen/samleveren har fornuftige indtægtsforhold, kan en sådan trafik være gangbar i adskillige år. Ophører ægteskabet eller samlivet, stiller tingene sig ofte anderledes, og det er nu engang en situation, som man ikke kan aftale sig ud af. Det gælder, hvad enten der er tale om separation/skilsmisse eller ægtefællen/samleveren dør.

I separations-/skilsmissesituationen er det næppe troligt, at der kan indgås aftaler, hvorefter den tidligere ægtefælle/samlever vil gå med til at overdrage skyldnerens boslodskrav til skyldnerens børn eller andre, som skyldneren måske har direkte eller indirekte kontrol over. Tilsvarende er det som følge af arvelovgivningen ikke muligt at regulere de økonomiske forhold fuldt ud ved testamente og eventuelt ægtepagt.

Essenssen af Højesterets kendelse af 30. marts 2016 er, at vælger man det søde liv over en længere periode, kan man som udgangspunkt ikke efterfølgende få livet forsødet ved en gældssanering, men man må acceptere konsekvensen af det oprindelige fravalg af at indgå en afdragsordning/gældssanering med sine kreditorer. En falleret landmand, der træffer beslutningen om ikke at søge en ordning med sine kreditorer, selvom mulighederne er til stede, skal i hvert fald have mulighed for at træffe dette valg på et oplyst grundlag. Får han ikke det, svigter landmandens rådgiver sin rådgivningspligt.