Case Construction har præsenteret sin nye serie af læssemaskiner. F-serie fra 2014 er nu blevet suppleret af G-serien, som indeholder syv modeller. G-serien strækker sig fra 521G på 12,2 ton med 2,1 kubikmeter skovl op til 1121G på 30 ton med fem kubikmeter skovl.

I motorrummet på G-serien yder motorerne fra 142 hk i 521G og op til 347 hk i 1121G.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ny indretning

I kabinen er alle kontakter samlet ved forreste A-stolpe, og kabinen har desuden fået en terminal med bakkamera samt finjustering af blandt andet de hydrauliske indstillinger til blandt andet tredje funktion.

Støjniveauet skulle også være reduceret med To dB. De fire modeller fra 521G op til 821G topper ved 68 dB i kabinen, mens værdien for 921G op til 1121G lyder på 69 dB. Det er det laveste støjniveau, der nogensinde er målt inde i en Case læssemaskine, understreger Case Construction.

Den danske importør - S.D. Kjærsgaard A/S - venter de første maskiner i G-serien til Danmark allerede til foråret 2017.

Èn stor frontrude

Alle syv nye læssemaskiner tilbyder, hvad Case selv betegner som klasses bedste udsyn i form af en større frontrude. Derudover får man sædemonteret konsol, ny joystickstyring, trykkabine med HEPA filtre samt password-login ved start-up.

- Case Construction Equipment har udviklet den mest støjsvage og mest komfortable kabine til en læssemaskine, og den er tilgængelig på alle syv nye modeller i G-serien. Serien sikrer det højest mulige udsynsniveau, hvilket giver operatørerne det perfekte arbejdsmiljø for at maksimere produktiviteten, fortæller Alain de Nanteuil, produktmanager hos Case Construction.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Næste år markerer 60 års jubilæet for Case Constructions hjullæssere. Gennem årene har hver generation introduceret nye udviklinger og egenskaber, men G-serien udgør det største fremskridt.

Han henviser blandt andet til den nye frontrude, som nu er ét helt stykke.