Kuhn har udviklet en afløser til den eksisterende Deltis-serie af liftsprøjter, og den nye serie får passende navnet Deltis 2.

Liftsprøjten får en tankstørrelse på op til 1300 liter, og Kuhn fortæller, at sprøjten er konstrueret, så den både er robust og samtidig blandt de letteste på markedet. Den nye Deltis 2-serie kan udstyres med flere forskellige bomme i henholdsvis stål og aluminium, så man kan opnå en arbejdsbredde fra 15 til 24 meter. Den nye sprøjte er Isobus-kompatibel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fleksibel kemi-fylder

Som noget nyt har Kuhn monteret en ny kemi-fylder på Deltis 2-sprøjten. Kemi-fylderen er udført i langtidsholdbart og fleksibelt materiale, så fylderen kan foldes ind til tanken, når den ikke er i brug.

Kemi-fylderen har en kapacitet på 42 liter, når den er foldet ud, og når den er foldet ind, stikker den ikke ud fra sprøjten.

Kuhn oplyser, at den nye serie af sprøjter vil være klar til salg fra september 2016.