Fra 1. januar skal Seges have en ny sektordirektør for svineproduktion.

Efter omstruktureringen af Seges, valgte den tidligere direktør, Claus Fertin, at opsige sin stilling. Men nu er hans afløser fundet i skikkelse af 44-årige Christian Fink Hansen, som tiltræder i det nye år.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi er nødt til at være åbne og tage det lange seje træk, det kræver, hvis vi skal have både saglige og faglige argumenter til at fylde i debatten,

Christian Fink Hansen, kommende sektordirektør hos Landbrug & Fødevarer

Og selvom rollen som sektorchef for svineproduktion er nyoprettet, er det en spændt Christian Fink Hansen, som går ind til jobbet.

- Det bliver rigtigt spændende. En af grundene til at jeg valgte at sige ja, er, at jeg får mulighed for at præge udviklingen i branchen. Og det tiltaler mig virkelig meget, siger Christian Fink Hansen til Maskinbladet.

Christian Fink Hansen kommer fra en stilling som professor og studieleder på Institut for Produktionsdyr og Heste på Københavns Universitet og har tidligere været leder af Center for research in pig production and health- CPHPig. Og netop den solide, forskningsmæssige baggrund er et af de vigtigste fortrin, i forhold til at løfte opgaven som sektordirektør for svineproduktion.

Faglighed og saglighed

For den nyudnævnte sektordirektør har et stærkt ønske om at bringe både faglighed og saglighed ind i den debat der foregår i medierne om svineproducenter og deres vilkår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For mig at se, er en af de største udfordringer vi som branche står overfor, den måde, vi bliver mødt i medierne på. Vi er nødt til at være åbne og tage det lange seje træk, det kræver, hvis vi skal have både saglige og faglige argumenter til at fylde i debatten, siger Christian Fink Hansen.

- I dag handler debatten næsten udelukkende om følelser, og det skaber en dyb kløft mellem svineproducenterne på den ene side, og den almene befolkning på den anden. Og der kan jeg se en udfordring, hvor vi som repræsentant for svineproducenterne kan være med til at påvirke debatten i en positiv retning, siger Christian Fink Hansen.

Det nye job kommer dog ikke udelukkende til at handle om holdningsbearbejdning og meningsdannelse. Som sektordirektør, kommer Christian Fink Hansen også til at stå i spidsen for en afdeling, som skal være med til at sikre, at branchen har den fornødne viden der skal til for at at sikre en topmoderne svineproduktion.

- Hele min professionelle karriere har handlet om svin og svineproduktion. Og en stor del af det, har for mig været at sikre, at den viden der akkumuleres på universtiteterne kan omsættes til praktisk anvendelig viden, som har indflydelse direkte på staldgangen. Så, sagt på en lidt poppet måde, så bliver det ekstremt vigtigt at afstanden mellem forskergangen og staldgangen bliver så kort som overhovedet muligt, siger Christian Fink Hansen.

Christian Fink Hansen er cand.agro. fra 1999, har en Ph.d. i Svineproduktion. Mange i Landbrug&Fødevarer kender ham allerede, da han i 2004-2007 var ansat i VSP, afdeling for Ernæring og Reproduktion.