Vækstfonden lancerer nu Landbrugets Ejerskifteskole, som skal hjælpe yngre landmænd med at forberede sig på at købe deres første bedrift. Undervisningen foregår online og er ganske gratis for de unge landmænd.

De danske landmænd gennemfører hvert år en lang række generations- og ejerskifter, men i en økonomisk presset branche, er der mange faktorer, som skal gå op i en højere enhed før unge førstegangskøbere kan få etableret sig som selvstændige.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Derfor har Vækstfonden nu valgt at lancere Landbrugets Ejerskifteskole, hvor unge landmænd kan få gode råd i forbindelse med køb af en gård.

- Masser af unge landmænd drømmer om at købe deres egen gård. Og vi har brug for den viden og fornyelse, de bringer med sig. Derfor er Landbrugets Ejerskifteskole et rigtigt spændende initiativ, som jeg håber, de unge landmænd vil tage til sig, siger erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen.

For Erhvervs- og Vækstministeren er det vigtigt at de unge landmænd kommer til og får mulighed for at købe egen gård.

- Mit håb er, at det kan være endnu et redskab, som kan give lyst til at etablere sig som landmænd. Jeg håber vi får mulighed for at fremtidens landmænd kan finansiere sig på en både fornuftig og billig måde. Og selvom vi har taget flere initiativer til at sikre, at landbruget kan vækste, så er det vigtigt at man kan have økonomi i sin bedrift. Derfor er finansiering ekstremt afgørende, siger Troels Lund Poulsen.

Landbrugets Ejerskifteskole er en hjemmeside med opgaver og værktøjer, som skal gøre unge landmænd sikrere i forhold til ejerskifter. Seks lektioner, som handler om vitale emner, som de unge landmænd skal forholde sig til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Vækstfonden er der stor efterspørgsel på finansiering til ejerskifter fra landbruget, men det er krævende at få enderne til at hænge sammen i de ofte meget store handler.

- Yngre landmænd har et godt teoretisk fundament, når de kommer ud fra landbrugsskolerne. De har et behov for at blive endnu bedre klædt på, når de skal møde virkeligheden og skal træffe den største økonomiske beslutning i deres liv. Landbrugets Ejerskifteskole supplerer den teoretiske viden der kommer fra skolen med praktiske erfaringer og gode råd opsamlet gennem mange år og de hundredevis af finansieringer af landbrug vi har gennemført i Vækstfonden, siger Palle Christiansen, landbrugskundedirektør i Vækstfonden.