Buctril EC 225 fra Bayer er nu registreret og på markedet til brug i den nært forestående efterårssæson.

Buctril anvendes typisk i blanding med DFF og Boxer for at sikre en effektiv bekæmpelse af en lang række to-kimbladede ukrudtsarter, nøjagtig som Oxitril har været anvendt hidtil. Buctril er ifølge producenten, Bayer Crop Science, især effektivt mod fuglegræs og kamille, og den er et meget vigtigt middel til at mindske risikoen for udvikling af herbicidresistens i disse to arter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mindre aktivstof

Buctril indeholder aktivstoffet bromoxynil i en koncentration på 225 gram pr. liter. I Oxitril var der 400 g aktivstof pr. liter. Derfor skal Buctril som en tommelfingerregel anvendes i omtrent den dobbelte dosis af Oxitril. Normalt har Oxitril-dosen været 0,15-0,2 l/ha, så Buctril anbefales at ligge i intervallet 0,3-0,4 l/ha.

Hurtig og sikker

Buctril er ikke den eneste mulighed for at anvende bromoxynil i korn, men alle øvrige produkter på markedet er formuleret i en SC-formulering.

Buctril er en EC-formulering, som er velkendt fra Oxitril. EC-formuleringen er ifølge Bayer kendetegnet ved en meget hurtig og sikker optagelse i planterne, også selvom der kommer regn straks efter behandlingen. Derudover er formuleringen ikke temperaturafhængig.

Bedre effekt

Produkter med SC-formulering er mindre effektive pr. gram aktivstof og optages langsommere i planterne. Det betyder en langsommere optagelse og dermed lavere effektsikkerhed. Med en EC-formulering kan man derfor opnå højere effekt med en mindre mængde aktivstof. Derfor kan og skal man ikke sammenligne Buctril med SC-formulerede midler direkte gram for gram af aktivstofmængden. Der skal mere aktivstof til i et produkt, som er SC-formuleret end i den EC-formulerede Buctril. Det er ifølge Bayer også dokumenteret i forsøg.

Forsøg bekræfter

Århus Universitet har udført kontrollerede forsøg (semifield), der ifølge Bayer viser, at effekten af Buctril er langt den bedste i forhold til det SC-formulerede bromoxynil (figur 1 & 2). EC formuleringens bedre virkning, når midlerne sammenlignes gram for gram aktivstof, er også påvist i markforsøg udført hos Agrolab (figur 3).