Når man som Egebjerg Agro dyrker 270 hektar med kartofler - og yderligere 690 hektar med andet drift, så kan det næppe komme bag på nogen, at man har travlt, når vejret tillader, at man kan komme i marken.

Derfor har Ib Boye Lauritsen, indehaver af Egebjerg Agro, i år investeret i en otte-rækket lægger fra Grimme, der er monteret med gødningsplacering, hvilket ikke er set før i Danmark.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Tidligere kørte vi med en fire-rækket lægger med gødningsplacering, men det var godt nok en presbold at nå det hele, siger Ib Boye Lauritsen, der driver de mange hektar sammen med sønnerne Bjarne og Kasper Skou Lauritsen.

- Sidste år kørte vi, så snart det ikke regende, for at nå at få lagt kartoflerne i tide, og det betød, at der var andre ting, der blev forsømt. Vi var i marken fra 1. april til 1. maj, og vi nåede det kun lige. Vi har altid været presset på tid, men med den nye lægger er kapaciteten ikke en flaskehals længere, supplerer Bjarne Skou Lauritsen, der fortæller, at man med den nye lægger kan nå over 30 hektar om dagen.

Den betragtning er Kasper Skou Lauritsen enig, og han fortæller, at den øgede kapacitet også kan være med til at give kartoflerne de bedst mulige vækstbetingelser.

- Nu hvor vi har fået øget kapaciteten, tør vi vente, til forholdene er mest optimale. Tidligere blev vi død og pine nødt til at få lagt kartoflerne, ligegyldigt hvordan forholdene var. Det betyder, at vi opnår en bedre rettidighed, forklarer Kasper Skou Lauritsen.

Første af sin slags

Den otte-rækkede Grimme GL860 Compacta-lægger er monteret med gødningsplacering fra Horsch og en Horsch Partner 2800 HT gødningstank. De to yderste rækker i hver side kan hydraulisk foldes ind, når maskinen skal en tur på landevejen. Den store lægger er sin første af sin slags i Danmark, der kan placere granuleret gødning, og på Egebjerg Agro har det da også givet lidt kriller i maven at investere i en maskine, der ikke har kørt mange tusinde timer i hele landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er da lidt nervepirrende, at vi er de første, som kører med sådan et system, men nu har vi kørt med det et stykke tid, og der har ikke været grund til at flå det af endnu, siger Bjarne Skou Lauritsen med et smil.

Det var dog afgørende for valget af lægger, at den otte-rækkede kunne monteres med gødningsplacering.

- Nu var vi jo vant til at køre med en fire-rækket med gødningsplacering, så jeg ville ikke have en otte-rækket, hvis den ikke havde gødningsplacering. Derfor tog jeg kontakt til Grimme, og de var heldigvis med på ideen, siger Ib Boye Lauritsen og fortsætter:

- Vi oplever, at vi får 10 procent bedre udnyttelse af gødningen, når den bliver placeret direkte i kammen. Det betyder, at kartoflen får en madpakke med, når den bliver lagt. Det er vigtigt, for vi har JB1-jord, der nærmer sig det dårligste jord i Danmark.

Hos Grimme startede man arbejdet på læggeren inden jul 2015, og systemet stod altså klar til marken i forået 2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Præcision

Den store kartoffellægger, der bliver trukket af en John Deere 7930, sørger for at placere gødningen syv centimeter på højre og venstre side af kartoflen i en dybde, der er fem centimeter under kartoflen. Med gødningstanken fra Horsch giver det folkene på Egebjerg Agro mulighed for at blande flere slags gødning.

- Vi kan få flere slags gødning ind i kammen, og den slags præcision giver god mening, siger Bjarne Skou Lauritsen.

Når Kasper Skou Lauritsen kører i marken med den grønne 7930'er med læggeren efter, bliver det hele styret af GPS, og markerne er kodet ind i systemet, så spild og overlap mindskes mest muligt.

- Når det hele er indstillet, og det kører på automatikken, er det simpelt at få lagt kartoflerne, og der er ikke så meget at tænke på. Systemerne og præcisionen betyder, at når vi forlader en mark, er vi færdige der. Sådan var det ikke tidligere, forklarer Kasper Skou Lauritsen.