Satellitbaseret kontrol, også kaldet monitorering, er en metode, hvor der anvendes analyser af satellitbilleder til at kontrollere, at landmanden overholder støttebetingelse på sine marker. Dermed overflødiggøres langt størstedelen af de kontrolbesøg på grundbetalingen, landmændene kender i dag.

På Landbrugsstyrelsens hjemmeside skriver de blandt andet: "Med den satellitbaserede kontrol bevæger vi os væk fra en detaljeret kontrol af fem procent af ansøgerne til en mindre detaljeret kontrol af samtlige landbrugsarealer. I stedet vil vi fokusere på de større overtrædelser på det samlede landbrugsareal."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Herudover betyder overgangen til satellitbaseret kontrol også, at fristen for opfyldelse af aktivitetskravet for græsarealer under grundbetalingsordningen har kunnet forlænges fra 15. til 25. september samt en væsentligt højere bagatelgrænse end de nuværende 100 kvadratmeter - eksempelvis vil grundbetaling på marker under en hektar ikke blive underkendt ved monitoreringen af aktivitetskravet.

I den forbindelse lancerer Landbrugsstyrelsen en temaside om den nye satellitbaserede kontrolmetode, hvor du kan læse mere om, hvordan kontrollen foregår, hvilke fordele det medfører samt finde svar på en række spørgsmål.

Temasiden vil løbende blive opdateret med yderligere materiale.