Det seneste årti er antallet af slagtninger i Danmark faldet betragteligt, og det har kostet tusindvis af arbejdspladser. Den udvikling vil Danish Crown også gerne være med til at vende, men det kræver store investeringer i nye stalde til slagtesvin.

- Det er et meget stærkt signal, Fødevareforbundet NNF sender med udmeldingen fra formanden Ole Wehlast på deres kongres. I Danish Crown undersøger vi i øjeblikket, hvilke muligheder vi har for at gå ind i et projekt sammen med NNF og eventuelt andre partnere. Derfor er vi også klar til at sætte os sammen med NNF snarest muligt, så vi kan høre nærmere om deres idéer, siger Preben Sunke, der er CFO i Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Danish Crown undersøger vi i øjeblikket, hvilke muligheder vi har for at gå ind i et projekt sammen med NNF og eventuelt andre partnere.

Preben Sunke, CFO i Danish Crown.

Siden 2005 er de årlige tilførsler af slagtesvin til de danske slagterier faldet med næsten fem millioner grise. Nu er der for første gang i mange år tegn på, at udviklingen kan vendes, for rigtigt mange svineproducenter er klar til at investere, men udfordringen for mange af dem er at finde den nødvendige finansiering.

- Vi står i en situation, hvor der er rigtig god efterspørgsel på dansk svinekød ude i verden. Foderet til grisene vokser lige op ad jorden på de danske marker. Grisene bliver slagtet på danske slagterier og skaber arbejdspladser. Landbrugspakken og stigende priser på svinekød har skabt noget optimisme i landbruget, så derfor giver det på alle måder mening at få afprøvet, om vi i fællesskab kan stable et projekt på benene, siger Preben Sunke. Både Fødevareforbundet NNF og Danish Crown har plads i Svinesektorens vækstpanel, der i juni kom med seks anbefalinger til, hvordan sektoren selv kan medvirke til at skabe 5000 arbejdspladser i landbruget og på slagterierne frem mod 2027. Den fornyede vækst vil generere eksportindtægter på anslået 5,6 milliarder kroner og skatteindtægter på over 700 millioner kroner årligt.