Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har i første omgang sikret, at ærtehøsterne lettere kan komme omkring i landet, men samtidig understreger han over for Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg, at ?der er tale om en nødløsning for denne sæson, og

at yderligere dispensation som udgangspunkt ikke kan forventes fremover?.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ministeren peger på, at deri Danmark er regler for bredde, vægte og akseltryk fastsat i dimensionsbekendtgørelsen under hensyntagen til belastning af vejnettet og vejnettets broer, trafiksikkerheden samt hensynet til fremkommeligheden for den øvrige trafik:

- Det er korrekt, at de danske tekniske krav til bæltekøretøjer er skrappere end de EU-regler, der gælder for typegodkendelse af bæltekøretøjer, men disse krav finder kun anvendelse på køretøjer, der skal benyttes på færdselslovens område. Eftersom kørsel med landbrugs- og skovbrugskøretøjer ikke er omfattet af EU-regulering, kan medlemsstaterne selv fastsætte nationale bestemmelser vedrørende færdsel på vejene, herunder tage hensyn til eksempelvis belastning af vejnettet, påpeger transportministeren.

Tekniske beregninger

Siden 2010 har Færdselsstyrelsen efter aftale med Vejdirektoratet ad flere omgange givet dispensation fra de gældende regler i dimensionsbekendtgørelsen til kørsel med nogle få typer af tungere bæltekøretøjer på statsvejnettet.

Sideløbende har Vejdirektoratet udarbejdet et sæt lempede vægtgrænser (i forhold til de gældende regler) for kørsel med bæltekøretøjer på statsvejnettet.

Vægtgrænserne er fastsat på baggrund af en række tekniske beregninger fra Vejdirektoratet og er et udtryk for den maksimalt tilladelige belastning på statsvejene med hensyn til holdbarheden af belægninger og bygværker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ærtehøsterne er et problem

- En stor del af de bæltekøretøjer, der søges dispensation til kørsel med, er i stand til at leve op til de lempede vægtgrænser i dispensationspraksis, men Færdselsstyrelsen vurderer pt., at der er cirka 10 procent, der ikke kan leve op til denne. Et eksempel er de omtalte ærtehøstere, oplyser Ole Birk Olesen.

I perioden 5. juni 2016 til 31. december 2016 blev der gennemført en forsøgsordning med forhøjede vægte for bæltekøretøjer, som Vejdirektoratet har evalueret, og konklusionen lyder:

- Vejdirektoratet kan ikke umiddelbart anbefale, at der gennemføres endnu en længerevarende forsøgsordning, så længe der ikke er tilvejebragt mere viden om effekterne af kørsel med bæltekøretøjerne og det forventede kørselsomfang.

Tre års forarbejde

For at opnå mere viden om vejsliddet i forbindelse med kørsel med landbrugsmaskiner blev der i 2015 gennemført en foranalyse, der konkluderede, at der er mulighed for at gennemføre en egentlig hovedanalyse, som kan tage op til tre år at gennemføre, og som blev vurderet til at koste cirka 12 millioner kroner.

- Kørsel med disse køretøjer vil i vidt omfang finde sted på de kommunale veje, hvis man udvider mulighederne for kørsel med landbrugskøretøjer, der ikke overholder de gældende krav. Jeg har derfor opfordret branchen til at drøfte sagen med KL, lyder det fra ministeren.