Esben Lunde Larsens svar på kritik fra Simon Kollerup

Lige siden en DR-dokumentar kritiserede myndighedernes håndtering af problemet med spredning af MRSA, har Socialdemokraternes fødevareordfører, Simon Kollerup, haft meget travlt med at manipulere omkring den lille del af MRSA-håndteringen, som den nuværende regering har ansvar for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gør han endnu engang i et interview med Maskinbladet onsdag. Det må skyldes, at Simon Kollerup har behov for at få flytte opmærksomheden væk fra Socialdemokraternes egen dårlige håndtering af MRSA i den periode, hvor Socialdemokraterne havde ansvaret, og hvor MRSA-forekomsten i svinebesætninger steg fra 16 procent i 2010 til 68 procent i 2014.

For de interesserede skal jeg derfor blot udrede nogle af Socialdemokraternes usandheder.

Faktum

Tracyklin er et antibiotikum, som vi gerne vil have helt ud af landbruget, så der ikke fremmes udvikling af bakterier, der er resistente for tetracyklin, som er et medikament, vi mennesker også bruger. Derfor indførte jeg - som opfølgning på MRSA-handlingsplanen - fra juli i år en såkaldt vægtningsfaktor for tetracyklin, så den tæller ekstra med i landmændenes medicinregnskab.

Jeg har altså ikke sat vægtningsfaktoren for tetracyklin ned, som S har påstået. Jeg har indført den, for der var ikke en vægtningsfaktor tidligere.

Efter en høring fulgte jeg Fødevarestyrelsens anbefaling og fastsatte vægtningsfaktoren til 1,2. Fødevarestyrelsen indstillede til mig, at faktoren blev sat til 1,2, efter styrelsen havde haft et udkast til bekendtgørelse i høring, hvor det blev foreslået, at faktoren blev sat til 1,5. Efter at have læst de indkomne høringssvar, valgte Fødevarestyrelsen selv at anbefale mig, at faktoren blev sat på 1,2. Den anbefaling fulgte jeg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nej, det var ikke, som det også er blevet påstået, på grund af pres fra landbruget, at faktoren blev fastsat til 1,2. Både landbruget, men også veterinærmedicinere og ikke mindst Den Danske Dyrlægeforening anførte i deres høringssvar til Fødevarestyrelsen, at 1,2 ville være en passende faktor at starte med. For dyrlægernes vedkommende var begrundelsen bekymringer for dyrevelfærden: at man ikke ville kunne medicinere syge dyr tilstrækkeligt, hvis faktoren blev fastsat til 1,5. På den baggrund anbefalede Fødevarestyrelsen mig at sætte faktoren til 1,2.

Jeg har siden valgt at skrue yderligere op for vægtningsfaktoren og sætte den til 1,5 fra 1. januar 2017. Det skyldes, at jeg ikke blev oplyst, at DTU har vurderet, at udfasning af tetracyklin kan blive forsinket, hvis faktoren for tetracyklin fastsættes til 1,2 i stedet for 1,5. Som det derfor er klart, er der ikke er tale om forskere, der er blevet misbrugt.

Det er ikke et helt simpelt forløb, men det betyder ikke, at der er fri adgang for Socialdemokratiet til at manipulere med, hvad der er sket. Der er ikke tale om vildledning af Folketinget. Regeringen sikrer, at vi følger den MRSA-handlingsplan, som stort set alle Folketingets partier står bag, og at vi rent faktisk får handlet. For mig at se er det karakteristisk for Socialdemokratiet, at de har mere fokus på at rette søgelyset væk fra sig selv og fremkomme med urigtige spekulationer om regeringens motiver end at tage ansvar for egen handling.