Efter sidste uges fald på minus 20 øre for svin og minus 40 øre for søer, er prisen i denne uge stabil, og svineprisen er derfor uændret.

Prisen på svin fra 70-89,9 kg er hermed 10,00 kroner pr. kg og 6,900 kroner pr. kg for søer over 129,9 kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En tur i et dansk supermarked viser allerede nu, at julen er ved at nærme sig, men på det europæiske marked for fersk svinekød er der endnu ikke sød julemusik i ørerne.

 

- Vi begynder at få de første impulser fra forarbejdningsindustrien, som så småt er begyndt at forberede sig på juletravlheden. Det, der forvirrer billedet, er et stort udbud af ferske råvarer fra specielt Tyskland og Spanien, som er i markedet med stor volumen og derfor presser priserne, siger Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling. 

 

Specielt priserne på nakker, kamme og skinker er under pres, mens afsætningen af bove og brystflæsk forløber ganske stabilt.

 

- Vi er fortsat optimister i forhold til julesalget, hvor vi allerede har set indikationer på en stor efterspørgsel efter skinker og kamme i forhold til de mængder, vi har til rådighed i Danmark, siger Søren Tinggaard.