Vækstfonden har indtil videre hjulpet 62 unge landmænd til at etablere sig, oplyser Vækstfonden i en pressemeddelelse. Det ser lysere ud for generationsskiftet i landbruget. I hvert fald mærker Vækstfonden stigende efterspørgsel på de særlige etableringslån målrettet unge landmænd, som ønsker at blive selvstændige på egen bedrift.

Ifølge Vækstfonden har høje krav til egenkapital og manglende adgang til finansiering ellers bremset unge landmænd i at springe ud som selvstændige. Situationen har skabt stigende gennemsnitsalder og dalende dynamik i det danske landbrug.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

En af de landmænd, der har fået kabalen til at gå op ved at supplere sit bank- og realkreditlån med finansiel rygstøtte fra Vækstfonden, er 34-årige Henrik Ehm Hansen. Han opkøbte Nissumgaard ved Skanderborg, hvor han vil skabe en storbedrift, der primært producerer slagtesvin, men også udlejer jordarealer og har et hestecenter.

- Min drøm er at drive et sundt og moderne landbrug på Nissumgaard. Fordi jeg tror på, at det er en god forretning, der er værd at investere i. Dansk landbrug leverer højkvalitetsprodukter til hele verden, hvad enten det drejer sig om mælk, kvæg eller svin. Det skal Nissumgaard være en del af i fremtiden, siger han i pressemeddelelsen.

Mangler 10-20 procent

Ifølge Vækstfonden manglede Henrik Ehm Hansen, som så mange andre unge landmænd, de sidste 10-20 procent af finansieringen for at kunne etablere sig på egen bedrift. Derfor gik han utraditionelle veje for at nå sit mål.

- Fra start var min udfordring at skaffe kapital i en branche, der længe har været i modvind. Vækstfonden har haft stor forståelse for min bedrift, for dét at drive landbrug og for udfordringerne, det indebærer. Det har givet mig et godt fundament at starte på, og fonden har været bindeled til andre finansieringspartnere, siger Henrik Ehm Hansen.

I 2017 var bare 6,3 procent af alle erhvervsdrivende landmænd ifølge Danmarks Statistik under 40 år - et fald på 16,7 procent i forhold til 1997. Faldet er sket på trods af, at antallet af unge, der gennemfører landbrugsuddannelsen, har været stabilt gennem mange år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Vækstfonden opfordrer landbrugsdirektør Lene Gade Hovmøller nu til, at flere unge landmænd kommer ud af busken og følger i Henrik Ehm Hansens hjulspor. For muligheden for at finansiere drømmebedriften er der.

- Med et godt, velforberedt og økonomisk bæredygtigt projekt og med den rette uddannelse og erfaring, kan drømmen sagtens gå i opfyldelse. Men der skal tænkes utraditionelt for at lukke det hul, der ofte er mellem landmandens egenkapital og den nødvendige fremmedkapital. Og det hul lukker vi gerne. Blandt andet fordi unge landmænd gennem investeringer sikrer en langsigtet indtjening, som skaber en sund udvikling i erhvervet, udtaler Lene Gade Hovmøller i pressemeddelelsen.