Lyt til artiklen:

Andelspraksis skal for retten i Aarhus

00:00
Hastighed: ???x
03:06

På tirsdag d. 14. december 2021 mødes fem af Arla Foods repræsentanter med Arla Foods i retten i Aarhus. Teknisk set drejer sagen sig om andelshavernes ret til aktindsigt i bestyrelsens beslutninger og principper for tildeling af tillæg, altså om repræsentanterne har ret til indsigt i, at bestyrelsens fastsættelse af mælkepris og tillæg overholder vedtægten og andelspraksis.

Det skriver LDM i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I virkeligheden rejser sagen centrale spørgsmål om andelsdemokratiets fremtid, og om andelsselskabs repræsentantskab fortsat skal være andelsselskabets øverste organ, ikke blot af navn, men også af gavn.

Har ejerne, altså andelshaverne eller i hvert fald deres repræsentanter ret til indsigt i bestyrelsens beslutninger og principper for blandt andet fastsættelse af tillæg? Ja, mener de fem. Nej mener Arla-bestyrelsen.

Kan et flertal i repræsentantskabet fratage et mindretals andelshaverrettigheder? Nej, mener de fem. Ja, mener Arla-bestyrelsen.

Kan eksempelvis Arla-bestyrelsen ud fra gældende vedtægter (hemmeligt) beslutte at udbetale et eksklusivt svensk tillæg for Svensk Sommermælk, som i væsentlig grad overstiger de øgede produktionsomkostninger? Nej, mener de fem. Ja, mener Arla-bestyrelsen.

I et svar fra Erhvervsministeren til Folketingets Erhvervsudvalg fra oktober 2021 fremgår det:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et centralt princip i foreningsretten er, at det enkelte medlem af en forening er beskyttet mod, at et flertal af foreningens medlemmer misbruger den indflydelse, som flertallet giver dem. Dette kaldes "minoritetsbeskyttelsen" i foreningsretten, og følger af:

1) at medlemmet har indgået en aftale med foreningen (i form af foreningens vedtægter og eventuelle øvrige regulativer),

2) de ufravigelige regler (for eksempel at foreningsbeslutninger med relation til medlemmet skal have saglig grund og træffes ud fra generelle retningslinjer), . . . Denne minoritetsbeskyttelse gælder også for andelsselskaber.

Og senere i svaret:

- Der gælder endvidere i foreninger en lighedsgrundsætning, hvorefter medlemmer indbyrdes skal behandles lige. Retspraksis har fastslået, at der også i forhold andelsselskaber gælder en lighedsgrundsætning med hensyn til flertallets behandling af mindretallet, som dermed er afskåret fra at træffe beslutninger, der indebærer en usaglig forskelsbehandling af andelshaverne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

LDM bakker op

LDM er som mælkeproducenternes - og de fems - faglige organisation enig med de fem repræsentanter, og har stor respekt for, at de fem magter at tage kampen for andelsdemokratiet.

Når repræsentantskabet er øverste myndighed i Arla Foods, bør repræsentanterne altid have ret til at forvisse sig om, at beregningen af afregningspris og tillæg foregår efter vedtægten og lighedsgrundsætningens bestemmelser. Sagt firkantet det skal kunne kontrolleres og vurderes, om der inden for andelsfællesskabets rammer afregnes samme pris for samme mælk.

Denne ret til aktindsigt skal ikke blot være en teoretisk ret, men være en reel ret, som umiddelbart skal kunne opfyldes i behørig tid før debatter og afstemninger på repræsentantskabsmøderne.