Forskere ved Institut for Husdyrvidenskab, AU har netop fået bevilget 10 millioner kroner af Villum Fonden og Velux Fonden til et omfattende projekt, der skal undersøge, om rester af stoffet glyphosat i foder påvirker husdyrs sundhed.

Det fremgår af hjemmesiden for DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I projektet vil forskerne undersøge virkningen af glyphosat på mavetarmkanalens mikroorganismer og på mineralstatus hos svin og fjerkræ samt eventuelle afledte effekter på dyrenes sundhed og produktivitet. De nye forsøg vil foregå både ved Aarhus Universitets forsøgsfaciliteter i Foulum samt i en række husdyrbesætninger i praksis, og studierne vil blive udført med nyligt fravænnede grise samt æglæggende høner.

- Afhængigt af resultaterne fra disse undersøgelser kan evt. senere undersøgelser også omfatte kvæg, siger seniorforsker Martin Tang Sørensen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet..

Rester i foder

Forskningsprojektet skal gennemføres i perioden fra januar 2017 frem til 2020. Baggrunden for projektet er, at det blevet almindeligt at anvende glyphosat under selve dyrkningen af afgrøder enten til nedvisning af for eksempel korn kort tid før høst eller til bekæmpelse af ukrudt i afgrøder, der er genmodificerede (GM) til at være tolerante over for glyphosat.

- Disse anvendelser medfører, at glyphosat-rester er at finde i foder til husdyr, oplyser MArtin Tang Sørensen.

Aaurhus Universitet oplyser, at behovet for at af- eller bekræfte glyphosats eventuelle påvirkning husdyrenes sundhedstilstand er forstærket efter rapporter fra landbrug, hvor forekomst af en diarrélignende tilstand hos fjerkræ samt diarré hos pattegrise er blevet kædet sammen med brug af GM soja i foderet. Erfaringerne fra praksis er imidlertid ikke blevet videnskabeligt dokumenterede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen undersøgelser

- Der findes ingen større videnskabelige undersøgelser af en eventuel virkning af glyphosat på mikroorganismerne i tarmen eller på tilgængeligheden af mikromineraler hos husdyr, og derfor giver det rigtig god mening at få konkrete resultater på, hvad det betyder, når husdyrene udsættes for glyphosat-rester via foderet, fortæller Martin Tang Sørensen.