Lyt til artiklen:

Øg fortjenesten med flere overlevende pattegrise

00:00
Hastighed: ???x
02:12

Pattegrisen skal i fremtiden være endnu mere robust fra fødsel, og det kan avl bidrage til. Mere vitale pattegrise giver en større økonomisk gevinst for dig som landmand, da der kommer flere overlevende pattegrise frem til fravænning. Samtidig bidrager det til, at den danske griseproduktion fastholder konkurrenceevnen internationalt. Men hvad er den økonomiske værdi egentlig af øget pattegriseoverlevelse? Det spørger Danbred om i en pressemeddelelse i forbindelse med at de har opdateret avlsmålene.

- Fra et økonomisk synspunkt er målet med det nye avlsmål at få flere grise frem til fravænning og dermed også helt frem til slagtning. Det kan vi opnå ved enten at øge pattegriseoverlevelsen eller øge kuldstørrelsen ved fødsel, siger Tage Ostersen, der er afdelingsleder ved Avl & Genetik hos Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har regnet på hvilken af egenskaberne der har den største økonomiske værdi, og resultatet er:

  1. Den økonomiske værdi af at opnå én ekstra gris ved fravænning igennem øget kuldstørrelse ved fødsel er 7,89 kroner pr. slagtegris.
  2. Den økonomiske værdi af at opnå én ekstra gris ved fravænning igennem øget pattegriseoverlevelse er 9,5 kr. pr. slagtegris.

Det giver dermed en merværdi på 1,61 kroner pr. slagtegris ved højere fravænning igennem øget pattegriseoverlevelse sammenlignet med kuldstørrelse. På baggrund af de beregning har afdelingen for Avl & Genetik i Landbrug & Fødevarer har udviklet en løsning, der har ledt til nye avlsmål for avlsarbejdet i DanBred, som skal bidrage til øget pattegriseoverlevelse og flere fravænnede grise gennem et øget fokus på robusthed.

Tre egenskaber

De ændrede avlsmål indebærer fokus på tre ny egenskaber. Pattegrisens eget genetiske potentiale for at overleve, soens genetiske potentiale for at få sine pattegrise til at overleve samt kuldstørrelse. Dermed fokuserer avlsarbejdet fortsat på robusthed hos både søer og pattegrise, i stedet for at se på kun søernes genetiske potentiale.

- Vi har store forventninger til denne ændring i avlsmålet og forventer, at den vil rykke pattegriseoverlevelsen i den rigtige retning. Vores prognose viser, at det nye avlsmål kan forbedre pattegriseoverlevelsen med 1 procentpoint årligt, når det slår igennem til slagtegrisen, siger Christian Fink Hansen, Sektordirektør i Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris.