Netop som de første Case IH Magnum CVX forlader samlebåndet på den amerikanske fabrik, introducerer Case IH for første gang den trinløse CVX transmission i en firecylindret traktor.

Sima 2013 gav således debut til Case IH Maxxum EP med trinløs transmission. Transmissionen kommer udelukkende i de tre firecylindrede modeller Maxxum 110 CVX EP, Maxxum 120 CVX EP og Maxxum 130 CVX EP.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Effekten ligger i intervallet 121 til 143 hestekræfter, og med Power Management kan der klemmes 143 til 163 hestekræfter ud af de firecylindrede traktorer.

Betjening som i Puma

De nye Maxxum CVX modeller får en del til fælles med de større Puma modeller.

- Transmissionen betjenes i Maxxum på nøjagtig samme måde, som den gør i Puma. Det betyder blandt andet, at den har aktiv stopfunktion, hvor traktoren står stille og bremses, lige så snart kørepedalen slippes, og kører igen når der trædes på kørepedalen, siger Kristian Refnov, marketingschef hos Case IH og tilføjer:

- I udviklingen af traktoren er der arbejdet på at nedsætte brændstofforbruget, og derfor har transmissionen også en Eco funktion, der får traktoren til at køre 40 km/t ved kun 1.600 o/min. Står traktoren i tomgang i mere end 30 sekunder, reguleres tomgangshastigheden automatisk ned i niveauet 650 - 850 o/minut.  

Ny betjening af frontliften

Hydrauliksystemet på de tre Maxxum CVX modeller yder 125 l/minut, og traktorerne kan udstyres med op til syv dobbeltvirkende hydraulikudtag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frontliften løfter 3,1 ton, og løftehøjden kan nu programmeres til to højdeindstillinger. Ved kørsel med eksempelvis skårlægger kan liften indstilles til automatisk at gå i flydestilling, når den indstillede arbejdsposition er nået.

Case Maxxum CVX bygges i Østrig på fabrikken i St. Valentin og vil være klar til levering i januar 2014.