Når dørene slås op til den storesvenske landbrugsmesse Elmia i næste uge, bliver det med den nye Claas-importør, Swedish Agro Machinery, som udstiller.

Dermed får den nye importør for første gang, siden selskabet overtog Claas-importen den 1. oktober, mulighed for at møde et stort antal svenske landmænd på få dage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Swedish Agro Machinery har der været stor interesse for at følge selskabets indtog på det svenske marked med salg og eftermarkeds-support af hele Claas-programmet. Det forklarer selskabet med en kombination af Claas som et stærkt brand og Danish Agro Machinerys helhjertede satsning på at etablere Claas på det svenske marked på langt sigt.

Jens Skifter, som er administrerende direktør for Swedish Agro Machinery, ser derfor frem til at møde de svenske landmænd på messen.

Fordele for landmænd

- På vores stand på Elmia kan de besøgende møde de personer, som udgør Claas' fremtid i Sverige. Og vi kan fortælle om den rejse, vi allerede har foretaget og ikke mindst, hvordan fremtiden ser ud og hvilke fordele det indebærer for landmændene, at der skabes et Claas-kompetencecenter. Så vi ser frem til både at møde nuværende og fremtidige kunder på Elmia, siger han.

Han tilføjer, at det kun er fem måneder siden, Swedish Agro Machinery blev etableret, og at det allerede er lykkedes at få skabt en professionel, entusiastisk og kompetent organisation, som fortsat styrkes for at leve op til kundernes krav.

- Frem til marts 2017 vil Swedish Agro Machinery etablere Claas-kompetencecentre i otte regioner, samt udvikle et netværk med mobil, professionel kvalitetsservice.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kompetencecentre

Kompetencecentrene kommer til at bestå af fuld-service forretninger med værksted, reservedele og salg og etableres i Skara, Kalmar, Östra Sönnarslöv, Linköping, Örebro og Uppsala. Desuden etableres et kompetencecenter i Halland samt yderligere et i Skåne. Hovedkontoret ligger i Staffanstorp.

Planen er at levere reservedele direkte over natten til hvert enkelt værksted, og at reservedelene bestilles af det enkelte værksted direkte i Claas' eget system.