Fødevareminister Mette Gjerskov (S) vil ændre randzoneloven, så offentligheden kan få adgang til den ny-etablerede natur langs 25.000 km vandløb, som var en del af Grøn Vækst-planen.

Dengang indføjede VK-regeringen en særregel, så offentligheden ikke fik adgang til de nye naturområder. Den særregel vil fødevareministeren nu fjerne, så danskerne får adgang, så snart loven om randzoner træder i kraft senere i år. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mette Gjerskov foreslår desuden et forbud mod at etablere energiafgrøder langs vandløbene.

Landbrug & Fødevarers viceformand, Henrik Frandsen, mener, at det er et rigtigt dårligt forslag.

- Vi er meget uforstående over for, at hun foreslår, at det skal være forbudt at dyrke energiafgrøder i markerne, der støder op til en mark med samme afgrøder, siger han.

I ændringsforslaget lyder forklaringen:

"Beplantning med flerårige energiafgrøder vil kunne være i konflikt med de nødvendige adgangsmuligheder i forbindelse med vandløbsvedligeholdelsen. Dette vil således kunne vanskeliggøre og fordyre vandløbsvedligeholdelsen."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Natur - for dyr eller mennesker?

Henrik Frandsen er heller ikke begejstret for, at fødevareministeren vil give offentligheden adgang til lodsejernes private områder, og han peger især på ejendomsrettens ukrænkelighed.

- Det kan også gå ud over jagt og naturinteresser for eksempel fuglelivet, hvis alle skal have adgang til naturområderne, siger han.

Men Mette Gjerskov mener, at danskerne er i stand til at respektere og passe på naturen.

- Når vi laver så meget ny natur, skal danskerne selvfølgelig også have glæde af det. Den tidligere regering lavede en særregel som forhindrede danskerne i at få adgang til de nye randzoner. Nu erstatter vi med andre ord forbud med tillid og frihed. Tillid til at danskerne vil forvalte den nye frihed ansvarligt. Og tillid til at danskerne vil respektere såvel naturen som jordejerne, siger Mette Gjerskov.

Randzonerne er vedtaget af den tidligere regering, og landbruget bliver kompenseret for at udlægge jord til zonerne. Kompensationen er skatteborgerne med til at finansiere, og derfor mener fødevareministeren også, at det er rimeligt, at offentligheden får mulighed for at nyde den nye natur, hvor det kan lade sig inden for de almindelige regler for naturbeskyttelse.