Stop Spild Af Mad - Danmarks største forbrugerbevægelse mod madspild - offentliggør reste-kogebogen "Stop spild af mad - en kogebog med mere". Heri giver en række danske top-madfolk deres bud på lækker mad fremstillet af gode madrester. 

Bogen rammer en tendens, hvori danskerne ifølge Danmarks Statistik smider mindre mad ud end for tre år siden. I gennemsnit køber hver husstand 109 kg mindre mad end for tre år siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ikke desto mindre svarer danskeres madspild stadig til 16 milliarder kroner om året - vel at mærke frisk og spiselig mad. Reste-kogebogen appellerer til ansvarlighed og lægger afstand til brug-og-smid-væk kulturen, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

- Vores reste-kogebog indeholder alt fra praktiske råd, madplaner og omfattende facts om madspild til lækre reste-retter både i gourmet- og hverdags-klassen. Reste-kogebogen er lidt en milepæl i Stop Spild Af Mad, som de seneste tre år har sat fokus på madspild. Nu er vi ikke kun en hjemmeside eller en Facebook gruppe - nu har vi udgivet en fysisk bog, som er et grundigt værktøj i kampen mod madspild, siger Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad og idékvinde og primus motor bag kogebogen.

En gennemsnitsfamilie kan ifølge foreningen spare op til 10.000 kroner om året ved at mindske deres madspild. Og ikke mindst i lyset af finanskrisen og stigende fødevarepriser kan sådanne beløb finde bedre anvendelse end på bunden af en skraldespand.