Den positive stemning på det europæiske marked for fersk svinekød fortsætter, og priserne har fortsat pil opad.

- Grillvejret er efter en uges pause tilbage. Det giver god efterspørgsel på de ferske produkter som skinker, bove og nakker, så vi har en langt bedre situation, end vi haft meget længe, siger Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efterspørgslen i Europa driver priserne op lige nu, men uden den hastigt voksende afsætning i Asien havde situationen været en hel anden. Den samlede eksport af svinekød ud af Europa er næsten fordoblet i forhold til samme periode sidste år, og alene Kina har i årets første kvartal importeret 75 pct. mere svinekød end i 2015. Kina er nu aftager af stort set alle produkter og udskæringer fra grisen, og samtidig er efterspørgslen fra Japan på et uændret niveau.

- Det er helt centralt, at udbuddet i Europa nu er langt mindre, end det har været på noget tidspunkt, siden Rusland lukkede af for europæisk svinekød for over to år siden. Mængderne fra den EU-støttede private oplagring ser også ud til at være sluset ind i markedet uden negative effekter, så for første gang i flere år befinder vi os ind i et bull-marked med stigende priser, siger Søren Tinggaard.

Prisen stiger med 30 øre for svin og er uændret for søer.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin fra 70-89,9 kg er hermed 9,70 kroner pr. kg og 6,00 kroner pr. kg for søer over 129,9 kg.