Lyt til artiklen:

Fugleinfluenza fundet i otte stater i USA

00:00
Hastighed: ???x
04:33

Spredningen af højpatogen fugleinfluenza (HPAIV) til andre dyrearter end fugle følges opmærksomt af de danske myndigheder. Et aktuelt udbrud med fugleinfluenza blandt køer i 39 malkekvægsbesætninger i USA, har fået WHO's chefforsker til at opfordre til øget overvågning og undersøgelser fra myndighedernes side.

- Det er altid et opmærksomhedspunkt, når nye arter af pattedyr bliver smittet med HPAIV, og hvis virus ændrer sig og bliver bedre til at smitte mennesker," fortæller sektionsleder og seniorforsker, Ramona Trebbien, Statens Serum Institut (SSI).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den danske myndighedsgruppe for Koordinering af Zoonoser (KOZO), som består af Fødevarestyrelsen, Københavns Universitet, Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Serum Institut, Miljøstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen, holder løbende og hyppigt møder, hvor fugleinfluenza følges tæt og drøftes, skriver SSI i en pressemeddelelse.

Forskellige vira

Fødevareminister Jacob Jensen (V) skriver i et svar i Folketinget, at virussen i USA ikke er den samme, som den virus, der har ramt fugle i Danmark.

"Fødevarestyrelsen følger løbende udviklingen af fugleinfluenza, herunder også fundene i amerikanske malkekvægsbesætninger. Situationen vurderes jævnligt i Myndighedsgruppen til Koordinering af Zoonoser (KOZO), bestående af Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Serum Institut, Miljøstyrelsen, Københavns Universitet og Fødevarestyrelsen. Den aktuelt lave risikovurdering er blandt andet baseret på, at virussen i USA ikke er den samme virus som ses i Europa, at vilde fugle ikke blandes mellem kontinenterne, og at Danmark ikke importerer kvæg fra USA", skriver fødevareministeren den 30. april i et svar til Carl Valentin (SF).

Siden starten på det amerikanske udbrud, har myndighedsgruppen KOZO mødtes én til to gange om ugen. Her gennemgås den nyeste viden fra USA sammen med Danmarks influenzaeksperter. På den måde dannes et fælles risikobillede.

- Vi har noteret os, at internationale sundhedsorganisationer indtil videre ikke har ændret deres vurderinger af risikoen for, at mennesker bliver smittet med fugleinfluenza som følge af udbruddene i køer. Men skulle situationen ændre sig, er vi på Statens Serum Institut klar til at agere, siger Ramona Trebbien, sektionsleder og seniorforsker, SSI.

Artiklen fortsætter efter annoncen

SSI udfører analyser for HPAIV i dyr og mennesker og vil derfor kunne diagnosticere en smittespredning til Danmark.

Danske forskere fra Institut for Veterinær- og husdyrvidenskab har analyseret prøver fra kvæg, som de amerikanske myndigheder har frigivet.

- På trods af at vi ikke har adgang til metadata, viser analysen, at alle virus fra kvæg og katte i besætningerne er meget tæt beslægtede, hvilket støtter antagelsen om, at udbruddene af fugleinfluenza i mere end 39 kvægbesætninger i USA gennem den seneste måned højst sandsynligt skyldes en enkelt introduktion fra vilde fugle til kvæg, som så efterfølgende har spredt sig, siger postdoc Yuan Liang, Institut for Veterinær- og husdyrvidenskab, der er en af forskerne bag analyserne.

Fragmenter af fugleinfluenza fundet i amerikansk komælk i supermarked

Se også:

Fragmenter af fugleinfluenza fundet i amerikansk komælk i supermarked

Påvist i otte amerikanske stater

Ifølge de amerikanske myndigheder er fugleinfluenzavirus påvist i 39 malkekvægsbesætninger i otte forskellige amerikanske stater.

Fundet er usædvanligt, da drøvtyggere anses for at være meget lidt modtagelige for alle influenza A virus, herunder fugleinfluenzavirus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Køerne blev testet, da de udviste tegn på sygdom, som viste sig ved fald i mælkeydelse, yverbetændelse, nedsat foderoptag, let forhøjet temperatur og/eller lettere tegn på luftvejssygdom.

I forbindelse med udbrud i en besætning i Texas blev en person, der havde kontakt til de smittede køer, også testet positiv for fugleinfluenzavirus.

Personen havde en let øjenbetændelse, hvilket tidligere er set i mennesker, der er blevet eksponeret for fugleinfluenzavirus. Fugleinfluenzavirus fundet i køer i USA.

I Danmark er mistanke om fugleinfluenza i både dyr og mennesker anmeldelsespligtigt.

Muligt at forudsige fugleinfluenza i Danmark

Se også:

Muligt at forudsige fugleinfluenza i Danmark