Fødevarestyrelsen har netop afblæst mistanken om svinepest, der tirsdag den 18. oktober lukkede slagteriet i Herning midlertidigt i nogle timer.

Det sker på baggrund af negative resultater af de prøver, der tirsdag blev udtaget på slagteriet og ved kontrolbesøg i landmandens besætning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en stor lettelse, at vi nu igen kan køre for fuld kraft i Herning, så vi kan få indhentet de tabte slagtninger til gavn for vores leverandører, siger Søren F. Eriksen, CEO i Danish Crown Pork B2B.

Den midlertidige lukning er normal procedure ved mistanke om klassisk svinepest. Svinepest er ikke farligt for mennesker.

Der opstår jævnligt mistanke om svinepest i Danmark. Der har ikke været udbrud af klassisk svinepest i Danmark siden 1933.