Case IH er klar til at præsentere den trinløse Magnum på Agritechnica i november måned. Og faktisk er traktoren allerede blevet præsenteret for amerikanske landmænd på Farm Progress Show i USA. Men det laver ikke om på, at den nok skal trække nysgerrige blikke under udstillingen i Hannover.

Case IH Magnum 370 CVT er navnet, og traktoren har en maksimal ydelse på 419 hestekræfter. Lige som de øvrige modeller i Magnum-serien ligger der også i den nye topmodel en FPT-motor på 8,7 liter. Traktoren vil blive den fremtidige topmodel i Magnum-serien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den trinløse transmission produceres i USA, og lige som CVT transmissionen, der anvendes i Case IH Puma, er den med fire mekaniske trin. Trinene skiftes automatisk, og uden at føreren fornemmer et gearskifte.

- CVT-transmissionen vil dog være lidt anderledes i forhold til Puma-serien, men det er ikke noget, brugeren vil mærke i det daglige, fortæller Norbert Zehne fra Case IH.

- Betjeningen af Magnum CVT bliver lige så enkelt og logisk, som vi kender det fra Puma-serien, siger Niels Petersen Case IH Danmark, der glæder sig til at kunne vise traktoren for de danske landmænd, som besøger Agritechnica i november

Selvom den trinløse Magnum vises på Agritechnica, går der nogen tid, inden man kommer til at se nogle eksemplarer i Danmark.

- Produktionen starter første i tredje kvartal 2012, siger Norbert Zehne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lige som de andre modeller i serien vil Magnum CVX blive produceret på fabrikken i Racine, USA.