Agritechnica 2011

Navnet Farmall er dybt forankret i historien bag Case IH, og helt tilbage i 1922 lancerede International Harvester den første Farmall serie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Navnet er nu tilbage på de røde traktorer, og efter præsentationen af Farmall C på Sima-udstillingen i foråret udbygger Case IH nu serien med modellerne A og U.

Farmall A består at to små modeller på 45 og 55 hestekræfter. Transmissionen har otte gear i hver retning og synkroniseret gearskifte. Begge modeller har kraftudtag til 540 omdrejninger og kan leveres med enten to- eller firehjulstræk. Standardudstyret omfattet desuden en foldbar styrtbøjle.

U erstatter JXU

Farmall U er en serie af traktorer på 90, 100 og 110 hestekræfter, og ifølge den danske importør kommer de tre modeller til at afløse den nuværende JXU-serie i løbet af 2012.

Effekten i traktorerne leveres af en nyudviklet common rail motor på 3,4 liter. Motoren er med turbolader, og for at overholde normerne i Tier4 Final er den med EGR, og udstødningen renses både i en katalysator og i et partikelfilter.

Alt efter behov leveres Farmall U med tre forskellige transmissionstyper. Fælles for de tre transmissioner er et koblingsfrit vendegear.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Liften bag på traktoren løfter 5.400 kg, og for første gang kan en Farmall traktor også fabriksmonteres med både frontlift og front pto.

Magnum CVX

For mange danske Case IH fans var den største og mest ventede nyhed på Case IH standen den trinløse Magnum. Ved siden af traktoren stod der en fuldskalamodel af transmissionen, som Case IH selv producerer på fabrikken i Racine, USA.

Ud over hydrostaten indeholder transmissionen fire mekaniske gear, som indkobles ved hjælp af hydrauliske koblinger. Traktoren forventes til salg i slutningen af 2012.

Case IH har efterhånden dækket Danmark ind med signaler til autostyring, og fra næste år bliver systemet endnu bedre.

- Fra 2012 får vi mulighed for at modtage signaler fra både amerikanske og fra russiske satellitter. Det vil give stabiliteten på AFS Accu Guide endnu et løft, og samtidig introducerer vi nyt software, som tillader systemet at arbejde sammen med redskaber som sprøjter og gødningsspredere, forklarede Andreas Klauser, præsident for Case IH og Steyr på et pressemøde under Agritechnica.