Brug af sprøjtegifte i byerne er en farlig cocktail for grundvandet. Det viser den seneste grundvandsovervågning fra GEUS ifølge Altinget.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selv om langt den største del af pesticiderne bruges på landbrugsjorde, så bliver der lige så ofte fundet pesticidrester i grundvandet under byerne - og endda ofte i kraftigere koncentrationer.

- Vi bruger kun 0,5 procent af den samlede pesticidmængde i byarealer, men vi finder pesticidrester lige så hyppigt og ofte i meget højere koncentrationer end ude under landbrugsarealerne, siger seniorforsker Walter Brüsch fra GEUS til Altinget.dk.

Han peger på, at pesticiderne sandsynligvis har nemmere ved at trænge ned i grundvandet under byerne, fordi den biologisk aktive rodzone her mangler. Det betyder, at pesticiderne ikke bliver nedbrudt på samme måde, som de gør i rodzonen under landbrugsarealerne. Byområder er derfor langt mere sårbare over for nedsivning end landbrugsarealer, hvor pesticider anvendes 20 gange mere.

Ingen økonomisk fordel

I vand- og spildevandsforeningen Danva er konsulent Claus Vangsgård bekymret. Han pointerer, at det ofte er landbruget, der bebrejdes for problemerne med pesticider i vandet, men at flere aktører har et ansvar.

- De problemer, vi ser i byerne, kan vi ikke bebrejde landbruget. De skyldes hovedsagelig privat og kommunal anvendelse af sprøjtegifte, siger han til netavisen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Brugen af sprøjtegifte i haverne er endda ekstra dum, fordi den ikke har en økonomisk værdi for haveejerne. Det skyldes kun magelighed, at man ikke vil ud med skuffejernet, siger han og opfordrer politikerne til at forbyde brug af pesticider i haver nær vandindvindinger.