Rigsrevisionens beretning om landbrugsfondene er i dag blevet præsenteret

Landbrug & Fødevarer forventer, at fondene tager den rejste kritik fra Rigsrevisionen til efterretning og imødekommer anbefalingerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt, at fondene imødekommer de anbefalinger, som Rigsrevisionen kommer med i beretningen.

Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer

- Det er vigtigt, at fondene imødekommer de anbefalinger, som Rigsrevisionen kommer med i beretningen. Hvis der er punkter, hvor man ikke har været dygtige nok, så forventer jeg, at man retter ind og følger de anbefalinger, der gives. Jeg kan nemlig ikke understrege nok, hvor meget landbruget har brug for, at fondene drives på en ordentlig måde, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

Landbrugsfondene sørger for, at der kan blive forsket i smartere løsninger i landbruget, de giver tilskud til innovative projekter og understøtter et erhverv, der hele tiden har brug for at udvikle sig.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at Rigsrevisionen kritiserer forhold omkring fondene. På den anden side er vi også glade for at have fået en vejledning til, hvordan fondene skal arbejde i fremtiden. Vi vil nu gå i dialog med Miljø- og Fødevareministeriet om, hvordan fondene i fremtiden skal arbejde, så vi efterlever Rigsrevisionens gode råd, siger Martin Merrild.

Det danske fødevareerhverv er en af verdens dygtigste og mest miljøeffektive producenter af sikre kvalitetsfødevarer i balance med naturressourcerne. Andre lande efterspørger og betaler dyrt for specialviden, gen-materiale, løsninger og teknologi. I over 40 år har fondene bidraget til at udvikle landbrugs- og fødevareerhvervet og har derfor også været med til at fremtidssikre danske arbejdspladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om fondenes store betydning for vækst og arbejdspladser i Danmark. Det skal vi blive bedre til at dokumentere, og det er godt, at Promilleafgiftsfonden er imødekommende i forhold til Rigsrevisionens kritikpunkter, så tingene bliver gjort på den bedst mulige måde. Det skal der selvfølgelig være styr på, siger Martin Merrild.

Rigsrevisionen peger på en række kritikpunkter. Blandt andet har der ikke været nok gennemsigtighed i hvem, der har fået tildelt midler fra fondene.

- En af de ting vi gerne vil byde ind med, er mere kontrol og gennemsigtighed. Vi er meget optaget af at sikre, at administrationen af fondene er så gennemsigtig som mulig. Derfor vil vi nu se på, hvordan vi styrker kontrollen, så fondenes arbejde bliver mere gennemskueligt. Vi vil gerne have mere kontrol, for vi har på ingen måde noget at skjule, siger Martin Merrild.

Rigsrevisionen har siden oktober 2015 evalueret landbrugsfondene.