Lyt til artiklen:

3F: Investér i nye, grønne arbejdspladser i landbruget

00:00
Hastighed: ???x
02:23

Onsdag mødes den grønne trepart for at indlede dialogen om, hvordan en CO2-afgift for landbruget kan se ud. Forud for mødet opfordrer 3F's Grønne Gruppe til, at man investerer massivt i den grønne omstilling af landbrugs- og fødevareerhvervet, det skriver 3F i en pressemeddelelse.

Dermed bakker fagforeningen nu for første gang interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer op i sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pengene skal bruges til fremtidssikring af landbruget, og for den nyvalgte formand for Den Grønne Gruppe i 3F handler det om at finde den bedste løsning for 3F's medlemmer.

- Bæredygtighed handler ikke kun om klima og miljø, men også om at sikre et bæredygtigt arbejdsliv for de mange mennesker, der arbejder i sektoren eller har et arbejde direkte afledt af den. Derfor er det vigtigt med et investeringsvindue inden en afgift for alvor træder i kraft, siger formand Allan Busk.

3F mener, at CO2-afgiften er et vigtigt skridt på vejen mod et mere bæredygtigt Danmark, men Allan Busk understreger, at omstillingen ikke må ske på bekostning af en anstændig behandling af de medarbejdere, der er beskæftiget i landbrugssektoren.

- Derfor mener vi, at en del af provenuet bør bruges på at efteruddanne medarbejdere, så de kan bidrage til den grønne omstilling på nye måder og i nye jobs, siger Allan Busk.

En måde at gøre det attraktivt for medarbejderne at efteruddanne sig på kunne være at tilbyde en dagpengesats på 110 procent under uddannelsen. Og så skal der investeres i at sikre arbejdspladser til dem, der efteruddanner sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal beskytte landdistrikterne og give dem, der ikke længere skal arbejde i det landbrug, som vi kender i dag, mulighed for fortsat at tage et job i deres nærområde. Derfor skal der også investeres i omstilling af produktionen, siger Allan Busk.

Den grønne trepart består ud over regeringen af Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri, Kommunernes Landsforening og Concito, der indgår som en særskilt videnspart.